Destination

Hasmark

Sommerhusudlejning i Hasmark - en dejlig ferie i sommerhus

Sommerhus i Hasmark, Fyn og øer, Danmark udlejes her!

Hasmark på Nordfyn er et skønt og populært ferieområde med en børnevenlig badestrand og dejlige sommerhuse, som ligger lige bag stranden. En ferie i et sommerhus i Hasmark er et godt udgangspunkt for en hyggelig og aktiv familieferie.

Generel

Hasmark har en af Fyns bedste badestrande og er omgivet af fredede naturområder. Hasmark ligger på Nordfyns 77 km lange Kattegatkyst med udsigt mod Fyns Hoved. Der er mange gode badestrande på den lange, lige kyststrækning. Perfekt til jer som holder af gode badestrande på jeres ferie i sommerhus. Der er 20 km til Odense og 7 km til Otterup fra Hasmark. Mod øst ligger det fredede naturområde Enebærodde og Odense Fjord, som er en vigtig rasteplads for trækfugle. Tangen er et dejligt naturområde med et rigt fugleliv samt et fyr fra 1869. Her er det populært at cykle, vandre, fiske eller holde picnic. I sommerperioden findes der en dagligvarebutik i sommerhusområdet, ellers er der gode indkøbsmuligheder i Otterup. Området kan desuden byde på en fin restaurant og gode aktivitetsmuligheder for hele familien. I Hasmark kan I også leje et sommerhus, hvor det er tilladt at medbringe hund.

Strande

Stranden, som er fin, lavvandet og børnevenlig, siges at være en af Fyns bedste badestrande. Så med et sommerhus i Hasmark kan I rigtigt nyde dejlige ture til stranden. Mod øst er stranden afspærret med bom, således at biler ikke kan færdes her, men det er muligt at gå eller cykle de 6 km helt ud til fyret ved Gabet. Ved Flyvesandet findes rigtig dejlig badestrand med lavt vand og klitter.

Natur

Nordfyn er præget af skov samt flade, grønne og frodige landskaber. Agernæs er et fredet natur- og vildtreservat. Noret er delvist afskærmet fra det åbne hav af landtangen Nørreby Hals. Øst for Hasmark ligger tangen Enebærodde, som er et fredet og naturskønt område med et rigt fugleliv. Her finder I også Enebærodde Fyr fra 1869. Der er kun adgang til området til fods eller på cykel. Ved naturfredningsområdet Flyvesandet finder I en af Fyns bedste badestrande. Ved Langesø og Storskoven ved Flyvesandet går skoven helt ned til stranden. Skovene i Langesø og Morud har et rigt og varieret fugleliv. Sommerhusudlejning i Hasmark er lig med mange dejlige naturoplevelser for hele familien.

Aktiviteter

Der er mulighed for at benytte et stort, spændende vandland i bedste vikingestil med flere bassiner, 2 rutschebaner, dampkabine, duftsauna, finsk sauna, spa osv. ved byens campingplads. Området byder på gode fiskemuligheder - især er der enestående havørredfiskeri ved Enebærodde. Skibet M/S Castor sejler året rundt på fisketure fra Bogense. Fjordbåden Svanen sejler ture på Odense Fjord i sommerhalvåret. Mange naturoplevelser venter langs de mange vandre- og cykelruter i området, f.eks. på Enebærodde og på 'Den Grønne Sti' i Otterups nordlige udkant. Der er desuden minigolfbane i Hasmark.

Attraktioner

Hofmansgave er en charmerende bindingsværks-herregård fra 1784 med et lille kartoffelmuseum. Til herregården hører en flot park med mange sjældne planter. På Fyn er der flere herregårde end andre steder i landet, der med deres marker, skove, alléer og stengærder alle er et besøg værd. Et eksempel herpå kan være det gamle herresæde Gyldensteen Slot, som ligger i nærheden af Flyvesandet og som i dag er en moderne produktionsgård.

Udflugtsmål

Besøg H.C. Andersens fødeby Odense; en moderne og stemningsfuld by med mange oplevelsesmuligheder i form af musik, teater, gøgl på byens torve, gågader, caféer, restauranter og værtshuse. I H.C. Andersens Hus fortælles digterens forunderlige livshistorie. I Fjord- & Bælt centret i Kerteminde kan I komme i kontakt med f.eks. marsvin fra den udendørs bro eller fra den lange undervandstunnel. Danmarks Jernbanemuseum er et stort museum med leg og teknik, oplevelser, opdagelser og nostalgi. Den Fynske Landsby er et landbygningsmuseum, der viser et fynsk landsbymiljø omkring år 1850. Egeskov Slot betegnes som Europas bedst bevarede renæssancevandborg. Bogense med sit købstadsmiljø, sine gamle torve, fine købmandsgårde og mange bindingsværkshuse også et besøg værd.
Sommerhuse i Hasmark