Sommerhuse i Henne

Sommerhus Henne Strand

Henne Strand er et af de mest populære ferieområder langs den jyske vestkyst. Det er indbegrebet af en ferieby, der udover sin gode, brede strand, byder på butikker, cafeer og restauranter. Samtidig ligger Henne Strand midt i naturen med heder, søer og plantager i baghaven.

Der er mulighed for indkøb af dagligvarer i Henne Strand, men der er ikke langt til indkøbsmulighederne i Nr. Nebel eller i de lidt større byer som Skjern og Varde.

Ringkøbing Fjord mod nord og Vesterhavet mod vest gør, at Henne er et godt sted for alt, der har med vand at gøre. Windsurfere har fine forhold. Ikke mindst i Ringkøbing Fjord, der er et af de bedste steder at lære at surfe. Vandet er lavt, og vinden som regel lidt mere afdæmpet end ude på Vesterhavet.

Lystfiskere har gode muligheder omkring Henne Strand. Her er søer og åer, fjord og hav – og er det ikke nok, ligger der en håndfuld put and take-søer inden for en beskeden radius. Det er også muligt at komme til havs med en fiskekutter fra Hvide Sande. Golfspillere har en del baner at vælge mellem. Den nærmeste ligger i Henne.

Den store Blåbjerg Klitplantage, der ligger nordøst for Helle Strand har et net af stier, der indbyder til lange gå- eller cykelture. Der er også flere udmærkede MTB-spor i plantagen. I alt er der omkring 100 km stier, som går på kryds og tværs i plantagen.

Henne Strand og natur

Henne Strand har en af Europas bredeste og smukkeste sandstrande med høje klitter, som strækker sig ind i landet. Det er ikke tilladt at køre i bil på stranden. Stranden er en af de væsentligste grunde til, at mange vælger at leje sommerhus ved Henne Strand.

Blåbjerg Klitplantage er et stort fredet naturområde med klitter, søer, lyngklædte hedearealer og skov. Fra Det Blå Bjerg, der stikker 64 meter i vejret, er der en storslået udsigt over Vesterhavet. Tipperhalvøen i den sydlige del af Ringkøbing Fjord er et vigtigt område for tusindvis af fugle.

Sydøst for Henne Strand og syd for Henne Kirkeby ligger Filsø. En sø der var afvandet i mange år, men som blev genskabt i 2012, hvor der igen blev lukket vand ud over de tidligere landbrugsområder. Filsø er i dag en af de største søer i Jylland.

Forsvarets øvelsesterræn ved Oksbøl er åbent for publikum fra solopgang til solnedgang, når der ikke er øvelsesaktivitet. Det er et smukt naturområde, der består af klit-, hede- og mosearealer.
Hele vejen langs Holmsland Klit, der ligger mod nord, er der vand på begge sider og fredede klitarealer. Mellem klitterne er hedelandskabet præget af lidt spredt skovbevoksning. Trods den barske natur lever der mange planter og dyr i klitterne og på hederne.

Udflugter nær Henne Strand

Det er muligt at leje en skinnecykel i Nr. Nebel, hvorfra man med familien ombord kan cykle hele vejen til Nymindegab og retur igen.

Hvide Sande er en spændende by at besøge. Byen er vokset op omkring det store sluseanlæg mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord, der blev bygget i begyndelsen af 1930’erne. I dag er Hvide Sande en af Danmarks største fiskerihavne.
Og så er der mulighed for at besøge Fiskeriets Hus i Hvide Sande, der er et lokalhistorisk museum med både ferskvands- og saltvandsakvarier. Museet fortæller om Holmsland Klit – både historien, men også nutiden og fremtiden.

Hvide Sande lagde for nylig navn til en krimiserie på tv. Og det fra serien kendte Lyngvig fyr ligger nogle kilometer nord for byen. Det blev bygget i 1906, og er dermed Danmarks nyeste fyrtårn. I dag har det ingen betydning for skibstrafikken, selvom det stadig blinker.

Egnsmuseet Abelines Gård, en velbevaret strandfogedgård fra 1860erne, der ligger naturskønt 7 km syd for Hvide Sande. Her får man et indtryk af, hvordan man levede på egnen i gamle dage.
Attraktioner nær Henne Strand

Bork Vikingehavn

I Bork Vikingehavn bliver historien levende. Vikinger byder velkommen og viser rundt.

Legoland

Forlystelsesparken Legoland ved Billund er det den største danske turistattraktion udenfor København.

Givskud Zoo

Givskud Zoo er både en zoologisk have og safaripark, hvor man kan komme helt tæt på dyrene i sin bil eller i en safaribus.

Tirpitz

Museet Tirpitz ved Blåvand er bygget op omkring en gammel bunker, og har udstilliger om Atlanterhavsmuren, en ravsamling og om livet ved Danmarks vestkyst. Museet er tegnet af den verdensberømte arkitektgruppe BIG – Bjarke Ingels Group.

FLUGT

FLUGT – Refugee Museum of Denmark fortæller den universelle historie om fortæller den universelle historie om at være flygtning. Museet er bygget op om Oksbøl-lejren, der fra 1945-49 husede tusindvis af tyske flygtninge. Museet er tegnet af arkitektgruppen BIG – Bjarke Ingels Group.