Sommerhuse i Trend

Sommerhus Trend

Lige ud til Limfjorden ligger sommerhusområdet ved landsbyen Trend. Fra sommerhusområdet er der udsigt til Limfjordsøerne Fur og Livø.

Der er mulighed for indkøb af dagligvarer i de nærliggende småbyer. Der er flere butikker og spisesteder i de større byer Løgstør, Farsø og Aars.

Der er gode muligheder for at holde en aktiv ferie i området omkring Trend. Med placeringen midt i den himmerlandske natur er der basis for lange vandre- og cykelture. På Limfjorden er der gode muligheder for at sejle eller windsurfe. Ved Gatten ligger en af Danmarks bedste golfbaner, men der er også baner i Hvalpsund, Aars og Løgstør. Lystfiskere kan tilbringe hyggelige timer langs strandkanten, ved åerne eller i en af områdets put and take-søer. I Rønbjerg ligger et feriecenter med et subtropisk badeland, hvor man kan bade, hvis vejret er for dårligt et bad i fjorden.

Trend strand og natur

Stranden ved Trend er en lang og børnevenlig sandstrand hvor bølgerne er små. Der er en asfalteret sti, der fører helt ned til strandkanten. Stranden byder på gode muligheder for wind- og kitesurfere.
Trend er omgivet af marker, skov, åer og fjord. I Trend Skov, som ligger bag landsbyen, ligger den kongelige Jagthytte samt mange, gode vandrestier.

Udflugter nær Trend

Fra Rønbjerg nord for Trend er der færgeforbindelse til den lille ø Livø.

Landsbyen Ertebølle, der ligger lidt syd for Trend er et historisk sted, som har lagt navn til Ertebøllekulturen, der er navnet på den måde mennesker i Skandinavien levede i tiden fra 5.400 - 4.000 år før Kristi fødsel.

I slutningen af 1800-tallet udgravede Nationalmuseet en kæmpestor køkkenmødding fyldt med muslinge- og østersskaller. Køkkenmøddingen var 140 meter lang, 2 meter høj og 20 meter bred. Den er ophobet i løbet af en periode på over 1.000 år. Fra Stenaldercenter Ertebølle er der en sti, som fører ud til stedet, hvor udgravningerne fandt sted.

Ved Løgstør ligger den spektakulære 4,4 kilometer lange Frederik VII’s Kanal. Den blev udgravet med håndkraft af tyske arbejdere mellem 1856-61
Området har flere gamle herresæder. Herregården Hessel, der ligger tæt på Hvalpsund, er i dag indrettet til museum. Det er den eneste bevarede stråtækte herregård i Danmark. Det smukke Vitskøl Kloster ved Løgstør har en spændende historie, og der er mulighed for at besøge klosterhaven eller få en rundvisning. Lille Restrup Hovedgaard ved Aalestrup er en spændende herregård, der blandt sine ejere bl.a. har haft Kong Christian den Anden.

Ud til Limfjorden nord for Løgstør ligger resterne af Aggersborg, der er en af de ringborge, der blev bygget i vikingetiden.

Viborg, der ligger 50 kilometer mod syd, har nordens største granitkirke, Viborg Domkirke, et spændende kunst- og kulturliv, et godt handelsliv samt flere spisesteder. Den nordjyske hovedstad, Aalborg, er også indenfor rækkevidde.

Attraktioner nær Trend

Stenaldercenter Ertebølle

Stenaldercenter Ertebølle er et oplevelsescenter, der fortæller om stenalderens Ertebøllekultur.

Jesperhus

Jesperhus Feriepark på Mors er en populær forlystelsespark med adskillige forlystelser og udendørs og indendørs vandland.

Hjerl Hede

Hjerl Hede Frilandsmuseum ved Vinderup er levende museum, hvor dagliglivet på landet for 150 år siden bliver gjort levende.

Mønsted Kalkgruber

Kalkgruberne ved Mønsted er huler, hvor der i mange hundrede år er blevet brudt kalk. I kalkgruberne kan man opleve en labyrint af minegange.

Verdenskortet ved Klejtrup Sø

Tæt ved Hobro ligger Verdenskortet en kopi af hele verden i miniudgave med søer, floder, bjergkæder og de fleste landes flag.