Destination

Skagen, Vesterby

Sommerhusudlejning i Skagen, Vesterby - en dejlig ferie i sommerhus

Sommerhus i Skagen, Vesterby, Nordvestjylland, Danmark udlejes her!

Hold ferie i sommerhus i Skagens Vesterby, som er et stemningsfuldt ferieområde med sommerhuse, byliv og et imponerende klitområde ned mod Kattegat. Skagen, Vesterby byder på natur, kultur og charme i en skøn forening, og derfor er sommerhusudlejning populært her.

Generel

Skagen, Vesterby er bydelen ved den sydlige del af havneområdet. Herfra er der kort gåafstand til den charmerende havn, det livlige centrum, Skagen Plantage og Damstederne Strand. I Vesterby kan I nyde det stemningsfulde bymiljø og de traditionelle Skagenshus med røde tegltage og hvide blonder, og tæt herved finder I butikker, caféer, iskiosker, beværtninger og restauranter, hvor der bl.a. serveres velsmagende fiskeretter. Skagen Klitplantage grænser helt op til bydelen, og i kanten af plantagen ligger den bemærkelsesværdige, tidligere kongelig sommerresidens Klitgården. Den smukke bygning er opført i traditionel Skagensstil og fungerer i dag som tilholdssted for kunstnere og forskere. Året rundt er Skagen et attraktivt feriemål på grund af sine strande, naturen, attraktionerne, bylivet og havnemiljøet.

Strande

Damstederne Strand ved Vesterby er en dejlig, børnevenlig Kattegatsstrand. Den brede sandstrand med lavt, rent vand og blidt bølgebrus indbyder til badning, solbadning og diverse strandaktiviteter. Stranden har Blåt Flag og er kendt for sin høje klit 'Stokmilen'. Der er udsigt til Den Tilsandede Kirke fra denne strand. 3 km mod nord ligger Skagen Sønderstrand. Denne sandstrand er ligeledes skøn, familievenlig og bynær, og har desuden det karakteristiske Vippefyr som et smukt vartegn. Her finder I klitter, gryder og Blåt Flag. Det var her Skagensmalerne fandt inspiration til mange af deres berømte malerier. Hvert år til midsommer tændes Skt. Hans bål her på stranden.

Natur

Skagen Klitplantage grænser op til Skagen, Vesterby og har med sin beliggenhed mellem Kattegat og Vesterhavet et smukt og varieret terræn. Her kan I bl.a. opleve skovområder med fyrretræer, den store vandreklit Sandmilen, udkigspunkter, et rigt fugleliv samt Den Tilsandede Kirke. Det milde Kattegat og det mere livlige Vesterhav mødes ved Grenen, som er Danmarks nordligste punkt. Et imponerende syn på alle årstider! Fugletrækket lokker mange fugleentusiaster til Skagen Odde. En af Europas største vandreklitter, Råbjerg Mile, er ca. 40 m høj, bevæger sig op til 15 m mod nordøst hvert år og danner en mini-ørken på ca. 1 km2 sydvest for Skagen. Sandflugten ved klitten har efterladt Råbjerg Stenene - en stenslette, som er opstået fordi kun det fine sand fra Råbjerg Mile flyttes, og de større sten bliver liggende. Fra klittens højeste punkt kan I se helt til Skagens Gren (16 km).

Aktiviteter

De naturskønne hede- og klitområder, der omgiver Skagen, Vesterby, indbyder til vandre-, ride og cykelture. Skagen Kultur og Fritidscenter indeholder bl.a. et svømmebassin med vandrutschebane. Lystfiskere kan fiske fra kysten, fra molen i havnen eller fra en båd. I kan ligeledes tage på havfisketur med kutter fra havnen. Har I et dykkercertifikat, kan I tage med Skagens sportsdykkerklub Skawdyk på dykkertur. Tag på sejltur fra havnen til Grenen i den hurtige powerboat Vandormen og oplev Danmarks nordligste punkt fra søsiden. Hvert år i juli arrangeres der visefestival i Skagen, og i den weekend, hvor festivalen løber af staben, festes der overalt i byen. Fra Langagergaard ved Kandestederne arrangeres der daglige rideture på islandske heste i plantagen og på stranden (16 km). Golfspillere kan afprøve den naturskønne bane hos Hvide Klit Golfklub i Bunken ved Ålbæk, som bl.a. byder på en 18-hullers bane og en Par 3 bane med 6 huller (19 km).

Attraktioner

Besøg Skagen Bryghus på Kirkevej og deltag evt. i en rundvisning, hvor I kan lære mere om ølproduktion på et mikrobryggeri. I Michael og Anna Anchers hus på Markvej kan I opleve, hvordan de 2 skagensmalere levede og arbejdede. På Skagens museum på Brøndumsvej udstilles malerier, som er udført at Skagens 'Guldaldermalere'. I 'Villa Pax' på Hans Baghs Vej finder I Drachmanns Hus, og her kan I lære mere om kunstnerens og forfatterens liv. Skagen by og egnsmuseum på P.K. Nielsensvej er et frilandsmuseum med bygninger fra Skagens historie samt udstillinger om fiskeri og søfart. Skagen Bamsemuseum på Oddevej udstiller bamser i alle størrelser og aldre - ofte med en historisk baggrund. Se Danmarks første vippefyr ved Sønderstrand. Her finder I også Det hvide Fyr, hvor der arrangeres skiftende kunstudstillinger (3 km). Skagen Odde Naturcenter på Batterivej er et spændende naturcenter, som behandler temaet naturfænomener (4 km).

Udflugtsmål

Den Tilsandede Kirke, hvis tårn rager op over sandet, er beliggende i den naturskønne Skagen Klitplantage, som grænser op til Vesterby. Den enorme sandflugt i området er skyld i, at kirken blev begravet (3 km). Farm Fun ved Ålbæk er en dyrepark med legeland. Kom tæt på gårdens dyr, bl.a. grise, køer, får, kænguruer, emuer, ponyer, hængebugsvin, kaniner, geder, marsvin, påfugle og lamaer, eller benyt de sjove månebiler, gyngerne og hoppepuden (20 km). Besøg Ørnereservatet i Tuen ved Tversted. I sommersæsonen er det muligt at komme helt tæt på nogle af verdens største ørnearter og se dem blive fodret i luften. Oplev bl.a. vandrefalk, jagtfalk, duehøg, kongeørn og havørn (28 km). Nordsømuseet i Hirtshals er berømt for Europas største saltvandsakvarium, Oceanariet på 4,5 mio. liter vand. På Nordsømuseet kan I opleve ca. 60 forskellige fiskearter fra hele Nordsøen, og nogle kan I endda røre ved (49 km).
Sommerhuse i Skagen, Vesterby