Sol og Strand Bornholm giver håndsrækning på 25.000 kroner til Snogebæk Havn
De frivillige kræfter på Snogebæk Havn fik tirsdag d. 21/9 overrakt en håndsrækning på 25.000 kroner af Bureauchef i Sol og Strand Bornholm Tommi Falk.
Snogebæk Havns Anders Mortensen fortæller, at de oprindeligt havde ansøgt om en mindre håndsrækning, så de kunne bygge 7 nye bæredygtige og vedligeholdsfrie bænke i azobetræ til havnen og stien ved stranden.
Med den store donation er det i stedet blevet til 8 nye bænke, der vil holde de næste 50 år, og en forbedring af havnens badefaciliteter for lystsejlere og shelterovernattende gæster.
- Det betyder rigtig meget for en gruppe frivillige som os. Det gør det muligt for os at bruge tiden og skaffe materialerne, der skal til, for at vi kan gøre Snogebæk til et endnu bedre sted at bo og besøge, fortæller Anders Mortensen.
I forbindelse med årets lokale håndsrækning har Sol og Strand Bornholm støttet tre projekter med i alt 50.000 kroner.-
Det er skønt at arbejde i en virksomhed, der er ejet af en velgørende fond, hvor vi får mulighed for at støtte op om lokalsamfundet” siger bureauchef Tommi Falk.
- Det gør det lidt sjovere at knokle igennem en lang sæson, når man kan se, hvad overskuddet, vi er med til at skabe, går til.