Sol og Strand åbnet med kagebord på Vadehavscafeen
Der blev disket op med hjemmebagt kringle, wienerbrød, brødtort og kaffe, da Sol og Strand Rømø torsdag slog dørene op til deres nye kontor i Ballum.
Selv om vejret ikke viste sig sin bedste side, var smilene brede hos Sol og Strand-medarbejderne, da de bød velkommen til de omkring 50 gæster, der var mødt op i dagens anledning.
- Vi har set frem til denne dag, og vi er glade for, at såvel borgere fra byen og sommerhusejere er mødt op for at hilse på, siger regionschef Jimmi Nielsen.
Sol og Strand Feriehusudlejning Rømø udlejer omkring 100 sommerhuse i Ballum og Højer-området, og derfor har regionschef Jimmi Nielsen længe været på udkig efter et velegnet sted at etablere kontor. Med placeringen i bygningen, der huser byens nye hyggelige café, Vadehavs Café, kan man ikke ønske sig mere optimal beliggenhed, mener Jimmi Nielsen.
- Vi har længe haft et ønske om at komme tættere på de mange sommerhusejere, vi har her i området og tilsvarende være bedre i stand til at servicere det stigende antal feriegæster, der booker sommerhus i Ballum og Højer, fortæller han.
Turistchefen i Tønder Kommune, Kenneth Madsen, var blandt gæsterne, og han glæder sig over, at Sol og Strand vælger at åbne kontor i Ballum.
- Vi ved, at vores gæster sætter pris på nærhed og den personlige service, så det er den helt rigtige beslutning at åbne kontor her tæt på Vadehavet, hvor turismen er i fremgang, siger Kenneth Madsen og tilføjer, at fremgangen også smitter af på Vadehavscafeen, som har mødt stor opbakning fra såvel lokale som feriegæster, siger Kenneth Madsen.