Norske vikinger generobrer nordjyske sommerhuse

Med bookingen af foreløbig 1000 ferieuger i Sol og Strands nordjyske sommerhuse vender nordmændene stærkt tilbage til det nordjyske ferieland. Det øger optimismen i feriehusbranchen, der havde sit bedste år i 2021 – og Destination Nordvestkystens direktør, Peter Krusborg, forudser de norske gæster som i gamle dage kommer til at lægge mange penge i de nordjyske sommerhusområder.

Norske vikinger generobrer nordjyske sommerhuse

De norske vikinger er vilde med fremmede kyster – også de nordjyske kyster, der traditionelt har tiltrukket mange norske sommerhusgæster i sommerens højsæson

Og efter to års corona-pandemi er nordmændene for alvor på vej tilbage til de nordjyske sommerhuse.

Hos feriehusudlejerne i Sol og Strand har norske feriegæster frem mod sommerferien allerede booket sig ind på 1000 ferieuger i nordjyske sommerhuse.

-Det ser rigtig godt ud. Feriehusbranchen har haft sit bedste år nogensinde i 2021 – og det ser ud til at blive ved med at gå godt. Danskerne bliver ved med at komme, der kommer rigtig mange tyskere, og det nye er, at nordmændene for alvor er på vej tilbage til os efter coronaen, siger Charlotte Borup Rehder, der er bureauchef for Sol og Strand Feriehusudlejning i Løkken.

-Vi får en rigtig travl påske. Med både danskere, tyskere og flere og flere nordmænd. Så det er dejlig for os i Sol og Strand, og det er dejligt for de mange lokale sommerhusejere, der får en god lejeindtægt – og er godt for hele lokalsamfundet Løkken og opland. Det giver en god indtjening til hele Løkken, når vi har mange mennesker i vores sommerhuse, siger Charlotte Rehder Borup.

Nordmændene har foreløbig booket mere end 200 ferieuger i sommerhuse, der lejes ud af Sol og Strand i Løkken. Det samme gælder for Sol og Strand i Lønstrup. Og også i Skagen, Blokhus, Hals, Klitmøller og Læsø har nordmændene booket ferier,

Hos Destination Nordvestkysten glæder direktør Peter Krusborg sig over, at nordmændene booker sig ind på ferie i Løkken og de andre nordjyske sommerhusområder.

-Vi er rigtig glade for meldingen om, at nordmændene er på vej tilbage til det nordvestjyske ferieland. Vi har altid haft et særligt bånd til de norske feriegæster. Vi kender dem så godt – og vi ved også, at de lægger rigtig mange gode penge i de nordjyske feriehusområder, når de kommer. Så det er et dejligt tegn på, at vi kan udbygge den vækstrejse, som vi var godt i gang med, før coronaen kom i vejen for os for to år siden, siger Peter Krusborg.

Direktøren for Destination Nordvestkysten erkender, at han indtil nu har været spændt på, om nordmændene oven på coronaen ville kigge til Nordjylland og Nordvestkysten i samme omfang som før coronaen.

-Vi har spejdet lidt nervøst efter nordmændene. For vi er rigtig glade for dem og det de gør for de lokalsamfund, hvor de holder ferier. Men det er aldrig sådan, at man bare kan være sikker på, at de kommer tilbage til Nordjylland, hvis de først har været væk fra os, sådan som coronaen tvang dem til.

-Derfor er vi også ekstra glade for, at vi kan se, nordmændene nu kommer, siger Peter Krusborg fra Destination Nordvestkysten.

YDERLIGERE KOMMENTARER:
CHARLOTTE REHDER BORUP, bureauchef for Sol og Strand i Løkken, tlf. 96 96 56 10
PETER KRUSBORG, direktør for Destination Nordvestkysten, tlf. 20 80 21 43
KRISTIAN ANDERSEN, pressechef, Sol og Strand Feriehusudlejning, tlf. 40 29 38 37