Hjertevarm jul: SOL OG STRAND I LØKKEN ÅBNER DØRENE JULEAFTENS DAG

-Julen skal være hjerternes fest – og ingen skal sidde alene juleaftensdag, siger bureauchef Charlotte Rehder

Hjertevarm jul: SOL OG STRAND I LØKKEN ÅBNER DØRENE JULEAFTENS DAG

Julen er som bekendt hjerternes fest – en tid til fællesskab og samvær. Men ikke alle har nogen at jule med. Nogen sidder alene i julen. Men ingen i Løkken og opland skal sidde helt alene juleaftensdag.

Det mener man på Sol og Strands bureau i Løkken.

Derfor gør Sol og Strand klar til at åbne dørene for alle, der enten sidder alene, eller er forhindret i at besøge eller få besøg af familie og venner den 24. december.

-Vi åbner dørene for alle i Løkken og opland, der sidder alene – eller bare gerne vil være med til at markere julen med andre. Vores døre er åbne i tidsrummet mellem 13 og 18. Der vil være kaffe på kanden, julemusik i højtaleren og vores gode naboer fra Super Brugsen Løkken har været så søde at donere lidt godt til ganen, siger Charlotte Rehder Borup, der er bureauchef for Sol og Strand i Løkken.

-Det er ikke noget, vi endnu har haft tradition for at gøre. Men fra Løkken-bureauet passer vi i forvejen Sol og Strands nødtelefon for hele landet. Og det gør vi altså også den 24. december, hvor man ellers har fri. Derfor er der jo nogen på arbejde. Og det er dem, der er på arbejde, der selv har foreslået, at vi gør det her. Og det synes jeg er så flot og rigtigt tænkt – og helt i tråd med de værdier, som Sol og Strand og den velgørende fond, der ejer Sol og Strand, bygger på, siger Charlotte Rehder Borup.

Det er blandt andet Lotte Longomontanus Nielsen, ferierådgiver på Sol og Strand-bureauet i Løkken, der er på arbejde den 24. december, og har taget initiativ til at bureauet nu åbner dørene.

Og hun lægger ikke skjul på, at det er hendes egne oplevelser med julen og det den repræsenterer, som har motiveret hende til at foreslå, at Sol og Strand byder inden for til julehygge.

-Jeg kender oplevelsen af at være alene. Og jeg bor og arbejder i et lokalsamfund langs Vendsyssels vestkyst, hvor jeg også møder mennesker, der kommer til at sidde alene i julen. Det er med baggrund i dem, at jeg fik tanken om, at vi måske kunne gøre noget andet end vi plejer, når vi nu alligevel er nogle stykker, der er på arbejde den 24. december, fortæller Lotte Longomontanus Nielsen.

Hvor mange regner Sol og Strand med at se i bureauets lokaler?

-Ja, vi ved det ikke. For vi har aldrig prøvet det før. Det kan være to – eller det kan være 25. Eller endnu flere. Eller et sted midt i mellem. Men det skal vi nok klare. Jeg har været i restaurationsbranchen i mange år. Og jeg kan godt lide at møde mennesker – forskellige mennesker. Og det gør vi jo i forvejen i hverdagen i Sol og Strand. Så det ser jeg meget frem til. Vi glæder os til at se mennesker, der gerne vil møde andre mennesker med hjertevarme den 24. december, siger Lotte Longomontanus Nielsen.

YDERLIGERE KOMMENTARER:

CHARLOTTE REHDER BORUP, bureauchef for Sol og Strand i Løkken, tlf. 96 96 56 10
KRISTIAN ANDERSEN, PR- og pressechef i Sol og Strand, tlf. 40 29 38 37