Lolland, Falster og Møn udgør et spændende hjørne af Danmark med enestående natur samt strand- og badeliv på kilometervis af indbydende hvide sandstrande. På Falster ligger den skønne, 20 km lange strand ved Marielyst samt de imponerende Corselitze skove på ca. 3.000 tønder land. Møns Klint med de høje kridtklinter og den gamle bøgeskov er et af de mest kendte og besøgte naturområder i Danmark. Lolland byder på et alsidigt kystlandskab, og de snoede landeveje fører gennem idylliske landsbyer og forbi bøgeskove samt smukke slotte og herregårde.
Næsby Strand ligger fredeligt og naturskønt på Lollands sydkyst. Her finder du en børnevenlig strand med lavt vand og rolige laguner. Området indbyder til vandre- og cykelture langs diget, og du bor tæt på attraktioner som Knuthenborg Safaripark og hyggelige Nakskov. Der er kort vej til indkøb og gode muligheder for fiskeri, badeture og udflugter i det lollandske landskab.