Bornholm er kontrasternes ø med sine dramatiske klippekyster, dybe stenbrud og vandfald i nord, kilometervis af hvide sandstrande i syd og store, smukke bøgeskove med skovsøer midt på øen. Danmarks eneste klippeø udstråler en helt speciel atmosfære med sine idylliske, små fiskerlejer og byer, de karakteristiske røgerier, rundkirkerne og de mange attraktioner. Mange kunsthåndværkere har bopæl på øen, og flere steder er det muligt at besøge de lokale billedhuggere, glaspustere, keramikere og malere.
Rutsker Højlyng ligger fredeligt midt i naturen på Bornholms nordlige del. Her er klipper, skov og stier – ideelt til vandreture, cykling og fiskeri. Du bor tæt på Svartingedalen og øens mellemste rokkesten, og der er ikke langt til badestrandene i Sandvig og Hasle. Området er oplagt for naturelskere, der vil bo stille og tæt på store oplevelser som Hammershus, Opalsøen og klipperne ved Hammerknuden.