Bornholm er kontrasternes ø med sine dramatiske klippekyster, dybe stenbrud og vandfald i nord, kilometervis af hvide sandstrande i syd og store, smukke bøgeskove med skovsøer midt på øen. Danmarks eneste klippeø udstråler en helt speciel atmosfære med sine idylliske, små fiskerlejer og byer, de karakteristiske røgerier, rundkirkerne og de mange attraktioner. Mange kunsthåndværkere har bopæl på øen, og flere steder er det muligt at besøge de lokale billedhuggere, glaspustere, keramikere og malere.
Åkirkeby ligger midt på Bornholm – tæt på både strande, skove og seværdigheder. Byen er hyggelig med gamle huse, torv og en smuk middelalderkirke. Her finder du både NaturBornholm og Bornholms Automobilmuseum, og der er kun 6 km til stranden ved Boderne. Almindingen Skov og Ekkodalen ligger tæt på. Åkirkeby er et godt valg for dig, der vil bo centralt og have let adgang til alt det bedste, Bornholm har at byde på.