Bornholm er kontrasternes ø med sine dramatiske klippekyster, dybe stenbrud og vandfald i nord, kilometervis af hvide sandstrande i syd og store, smukke bøgeskove med skovsøer midt på øen. Danmarks eneste klippeø udstråler en helt speciel atmosfære med sine idylliske, små fiskerlejer og byer, de karakteristiske røgerier, rundkirkerne og de mange attraktioner. Mange kunsthåndværkere har bopæl på øen, og flere steder er det muligt at besøge de lokale billedhuggere, glaspustere, keramikere og malere.
Svaneke er Bornholms østligste købstad og fuld af charme. Her finder du farverige huse, brostensgader, hyggelige havnemiljøer og kunsthåndværk – samt masser af lokale smagsoplevelser, fra lakrids og is til øl og chokolade. Hullehavn Strand lokker med sand, klipper og udspringsvippe, og i nærområdet venter Paradisbakkerne og Randkløve Skår. Svaneke er ideel til dig, der vil kombinere ferie med byliv, natur, kultur og gastronomi – alt sammen i gåafstand.