Bornholm er kontrasternes ø med sine dramatiske klippekyster, dybe stenbrud og vandfald i nord, kilometervis af hvide sandstrande i syd og store, smukke bøgeskove med skovsøer midt på øen. Danmarks eneste klippeø udstråler en helt speciel atmosfære med sine idylliske, små fiskerlejer og byer, de karakteristiske røgerier, rundkirkerne og de mange attraktioner. Mange kunsthåndværkere har bopæl på øen, og flere steder er det muligt at besøge de lokale billedhuggere, glaspustere, keramikere og malere.
Arnager er et lille fiskerleje på Bornholms sydvestkyst med egen havn for enden af Danmarks længste træbro. Her er fred og ro, børnevenlig strand, hyggeligt røgeri og enestående natur med fossiler og dinosaurfodspor. Rønne ligger tæt på med butikker og kultur. Arnager er et ideelt udgangspunkt for udflugter til Hammershus, rundkirkerne og øens klippelandskaber.