Lolland, Falster og Møn udgør et spændende hjørne af Danmark med enestående natur samt strand- og badeliv på kilometervis af indbydende hvide sandstrande. På Falster ligger den skønne, 20 km lange strand ved Marielyst samt de imponerende Corselitze skove på ca. 3.000 tønder land. Møns Klint med de høje kridtklinter og den gamle bøgeskov er et af de mest kendte og besøgte naturområder i Danmark. Lolland byder på et alsidigt kystlandskab, og de snoede landeveje fører gennem idylliske landsbyer og forbi bøgeskove samt smukke slotte og herregårde.
Sortsø Strand er et fredeligt sommerhusområde i naturskønne omgivelser på det nordlige Falster. Her er badebro, svømmebassin og udsigt over til Bogø. Stranden er god til lystfiskeri og området ideelt til vandre- og cykelture. Tæt på finder du Stubbekøbing med færge til Bogø, hyggelig havn og butikker. Oplev desuden Corselitze-skovene, Møns Klint og seværdigheder som Krokodille Zoo og Middelaldercentret – alt sammen inden for overskuelig køreafstand.