Tag i sommerhus på Fyn og oplev en verden af hyggelige landsbyer, frodig natur og livlige havnemiljøer. Fyn byder med sine mange slotte og herregårde på helt specielle ferieoplevelser. Så snart du forlader motorvejen, fornemmer du straks den atmosfære og idyl, der kendetegner Fyn. Her er masser af vand, kilometervis af strande, skrænter, klitter, øhav og havne. Inde i landet kan du opleve grønne områder med skove, åer og historiske gravhøje.
I Dyreborg bor du fredeligt ved vandet med udsigt til det sydfynske øhav – kun få kilometer fra Faaborg. Her er børnevenlig strand, hyggelig havn og smuk skov med dådyr. Du kan bade, fiske, vandre eller tage færgen til de små øer i øhavet. Området emmer af historie, og naturen omkring Dyreborg og Bøjden Nor indbyder til ro og oplevelser. Et ideelt feriested for naturelskere og dem, der søger klassisk fynsk stemning.