Nordøstjylland er kendt for sine små hyggelige kystbyer med livlige havne samt de børnevenlige strande. Vandet er lavt, og Kattegat viser sig fra sin blideste side. Nogle steder bliver de hvide sandstrande afløst af havenge og laguner med et rigt fugleliv. I baglandet ligger hedearealer, bakkede landskaber og plantager. I Nordøstjylland har du rig mulighed er for at gå på opdagelse i de gamle landsbykirker, herregårde og andre historiske mindesmærker.
Voerså og Asaa ligger fredeligt ved Kattegat – omgivet af natur og med børnevenlige sandstrande lige i baghaven. Voerså byder på roligt strandliv, småbådshavn og mulighed for at leje både og vandcykler. I Asaa venter en bred strand med badebro, hyggelig havn og karakteristiske badehuse. Her får du ferie midt i naturen – tæt på skov, klit og vand – og med Sæbys stemningsfulde byliv inden for kort køreafstand.