Ved Limfjorden finder du både det stille og det vilde vand, her er frisk luft, smukke bakkede landskaber, vidtstrakte heder, dybe skove og et rigt dyreliv.
Limfjorden er perfekt for dig, der kan lide vandsport. Brug en dag med windsurfing på Limfjordens bølger eller tag på eventyr i en kajak. I de kolde måneder kan du med egne hænder hente frokosten eller aftensmaden i den vestlige del af Limfjorden, hvor det er muligt at plukke østers.
Ertebølle er et fredeligt sommerhusområde med høje skrænter, udsigt til Fur og Livø og en god strand med klart, dybt vand. Her kan du bade, dykke, finde fossiler eller tage på vandretur i skov og bakker. Området byder på kulturarv i særklasse med Stenaldercenteret og Danmarks største køkkenmødding. Naturen omkring byder på urskov, kongelig jagthytte og gode stier. Gode badestrande og udflugtsmål som Fur, Livø og Frederik VII’s Kanal gør Ertebølle til et skønt sted for både ro, natur og oplevelser.