I det nordvestlige Jylland er der brede sandstrande, imponerende natur, hyggelige badebyer og smukke solnedgange. Helt på toppen ligger Skagen, og længere nede langs kysten kommer Lønstrup, Løkken og Blokhus, hvor du kan gå på eventyr i de små butikker eller holde en pause på en af cafeerne. Fortsætter du turen, kommer du til de gamle fiskerlejer som Slettestrand, Thorup Strand, Vorupør og Klitmøller, med tilnavnet Cold Hawaii, der de seneste år har markeret sig som Danmarks surferhovedstad.
Blokhus er en af Danmarks mest populære feriebyer – og det forstår man godt. Den brede, hvide strand, det livlige bymiljø og de mange sommerhuse skaber rammerne for en ferie, hvor både natur og aktiviteter er lige uden for døren. Her får du klitlandskaber, badeliv, butikker, spisesteder og oplevelser som Fårup Sommerland og Skulpturparken – og så er du stadig tæt på ro, Vesterhav og vind i håret.