Sommerhuse der begyndte som noget andet

Der er mange forskellige slags sommerhuse: klassiske sommerhuse, luksussommerhuse, ferielejligheder og sommerhuse der ligger fantastisk – og så er der de sommerhuse, der har en særlig historie. Det som mange kalder for sjæl

Ombygget kirke i Lohals

Et tidligere bageri, en kirke, en landsbyskole eller det hus, den kendte keramikerfamilie Hjorth på Bornholm, lod opføre sidst i 1800-tallet til sommerbeboelse med turistbutik. Det er nogle af de mere specielle sommerhuse, du kan leje gennem Sol og Strand, hvis du er på udkig efter en anderledes oplevelse på sommerhusferien eller den forlængede weekend.

2 af de specielle huse har adresse på Langeland. Det ene ligger i landsbyen Snøde, hvor det tidligere har huset et bageri, det andet ligger i Lohals og har førhen fungeret som kirke. Ved Hammersøen på Bornholm 500 meter fra stranden og Sandvigs restauranter, ligger det helt specielle hus familien Hjorth lod opføre i 1893, mens det er Tågerup Skole nær Karise på Sydøstsjælland, der er blevet forvandlet til et charmerende og stort feriehus.

Den tidligere kirke i Lohals blev i 2018 bygget om til boligformål men med stor respekt for ejendommens historie. Huset fremstår i flot stand og indretningen er både smagfuld og i høj kvalitet. Det er et hus, der indbyder til fordybelse, og som noget ganske usædvanligt er der hverken tv, tv-kanaler eller internet installeret.

De fleste vil holde af lugten i bageriet i det ombyggede bageri i Snøde. Huset er nænsomt renoveret, og flere steder titter historien frem. Blandt andet er den gamle rugbrødsovn stadig en del af køkkenet, og i den ene af husets saunaer sidder en af bageriets gamle ovne – det er dog ikke den, der sørger for opvarmningen. I det hele taget er der sat en tyk streg over luksus og velvære i huset, som også byder på vildmarksspa og udendørs bruser.

Hjorth, keramik og Bornholm hænger uløseligt sammen. Hjorths Fabrik i Rønne er i dag et museum. Men familiens tidligere sommerresidens ved Hammersøen nær Sandvig kan i dag lejes, hvis man har lyst til at bo i et historisk sommerhus med masser af charme og sjæl.
Huset er løbende blevet renoveret med respekt for den helt specielle arkitektur huset besidder.

I landsbyen Tågerup på sydøstsjælland var der frem til 1972 en skole. Bygningen står der stadigvæk, men i dag er skolebygningen forvandlet til en herskabelig og charmerende sommerresidens for den helt store familie. Der er plads til 19 overnattende gæster, men der er borde, store og service til 75 personer - med andre ord: Her er plads til den helt store (skole)fest.