Fodspor er havnet på museum ved et uheld

Inden det sydvestjyske museum Tirpitz stod færdigt var direktøren på besøg. Da han skulle derfra, måtte han smide sko og strømper for at komme ud. Mød en af dem der er med til at brede historien om Tirpitz ud

Fodspor på gulvet i gangen mellem selve museet og kanonstillingen Tirpitz

Et eller andet sted har vi vel alle en drøm om at sætte nogle spor, der bliver husket langt ud i fremtiden.
Når direktøren for Vardemuseerne engang ikke længere er direktør, kan han glæde sig over, at det er lige, hvad han har gjort. Og her tænker vi ikke på de meget berømmede og særdeles vellykkede museer Tirpitz og FLUGT. Han har sat sig nogle langt mere håndgribelige spor.

Det er Thea Rahbek Tvedegaard, museumsværtinde på Tirpitz, der fortæller, at inden museet åbnede, var direktøren til et møde derude. Da han skulle hjem igen, fandt han ud af, at den eneste vej ud af museet gik gennem en gang, hvor gulvet lige var blevet støbt. Derfor måtte han tage sko og strømper af og liste gennem den bløde beton.

Den slags gør man ikke uden at sætte spor, og derfor er der et sted i Tirpitz-museet, hvor du kan se aftrykkene af hans bare fødder. Fodsporene er sat i den gang, der forbinder den nye del af museet med selve den gamle bunker.

- Det kan stadig få mig til at smile, når jeg er på vej ud ad døren, at jeg kan se aftrykkene af de fødder, siger Thea Rahbek Tvedegaard.
At hun i dag er museumsværtinde på, Tirpitz er lidt af en tilfældighed. Under et besøg på det dengang nyåbnede museum mødte hun en af sine i gamle veninder, der fortalte, at de havde rigtig, rigtig travlt og allerede manglede flere hænder.
- Jeg gav hende mit nummer og sagde, at de bare kunne ringe. Og det gjorde de, fortæller Thea Rahbek Tvedegaard, der begyndte en måned efter, Tirpitz slog dørene op.

Egentlig er hun uddannet pædagog, men hun fortryder ikke, at hun sagde farvel til sit fag for i stedet at sørge for at gæsterne på Tirpizt får en god oplevelse.
I gamle dage ville man have kaldt hende for guide, men på Vardemuseerne og Tirpirtz hedder det museumsvært. Og titelskiftet signalerer, at Tirpitz ikke er et museum i klassisk forstand.

Det er et museum for hele familien, og som gæst skal man ikke liste rundt og hviske til hinanden af frygt for at blive ramt af en vrissen kustodes skarpe blik eller tunge.
- Vi er ikke kustoder i den forstand, at vi kun sælger billetter og holder øje med folk. Vi arbejder både med billetsalget, vi er i cafeen, og vi holder stedet rent og pænt. Men vigtigst af alt er, at vi sørger for at gæsterne føler sig velkomne, og at de føler sig set, siger Thea Rahbek Tvedegaard.
Tirpitz ligger tæt på Blåvand og Vejers midt ude i den vilde, vestjyske natur. Og naturen kigger indenfor indimellem.
- Der kommer ofte frøer ind ved personaleindgangen, som vi hjælper ud igen. Og en morgen, hvor jeg gik en runde, inden vi åbnede, havde en ugle forvildet sig ind. Der måtte jeg have hjælp af en pedel, der havde et net, så vi kunne fange den, fortæller Thea Rahbek Tvedegaard, der også mindes et andet besøg af en helt anden kaliber.
- Engang havde vi besøg af Dronningen. Hun var på en helt privat visit, og det var min opgave at servere for hende. Jeg kunne godt mærke, at jeg rystede på hænderne, da jeg skulle skænke op. Det var en helt speciel oplevelse.

Museet er bygget op omkring den gamle kanonstilling.  Foto: Thomas Høyrup Christensen

Tirpitz er et museum, som er bygget op omkring de gamle Tirpitz-bunkere, der var en del af Hitlers enorme forsvarsværk, Atlantvolden. Fra Tirpitz skulle indsejlingen til Esbjerg forsvares. Arbejdet med at bygge bunkeren gik i gang i 1944, men 2. Verdenskrig var slut, inden byggeriet stod færdigt. I mange år lå resterne af de halvfærdige bunkere midt i den vestjyske natur, inden de med hjælp fra det verdensberømte danske arkitektfirma BIG, blev forvandlet til et spændende museum.
Og det er ikke blot den gamle kanonstilling, Tirpitz byder på. Der er også fortællingen om livet ved Vestkysten, om 2. Verdenskrig og de mennesker, der levede i skyggen af bunkerne, og om havets guld – rav.
- De fleste gæster er meget positive, og det er mit indtryk, at de synes det er en god oplevelse, at der er mere at se på end den gamle kanonstilling, fortæller Thea Rahbek Tvedegaard.
Egentlig må museet lukke 800 gæster ind af gangen, men man nøjes med 500. Så bliver trængslen ikke så stor.
Vil man gå lidt i fred, anbefaler Thea Rahbek Tvedegaard, at man kommer lige fra museet åbner, eller venter til ved 15-tiden. I timerne lige før og efter kl. 12 plejer der at være mest tryk på.

Her kan du leje sommerhuse i nærheden af Tirpitz.