I Thy kan du komme helt tæt på vindmøller i størrelse XXL
Hold da op. De er godt nok store. Testcentret ved Østerild i Thy, hvor vindmølleindustrien tester deres kæmpestore havvindmøller, tager pusten fra de fleste besøgende
De er til at få øje på, de store vindmøller, der stikker op over trætoppene i plantageområdet lidt uden for Østerild i Thy. De lange vinger bevæger sig langsomt rundt, men tag ikke fejl. Hastigheden ved vingespidserne kan komme op over 300 kilometer i timen. Det er enorme mængder energi, de kan samle på en runde. De største af møllerne kan producere, hvad der svarer til 20.000 husstandes forbrug.
Det er mere end ti år siden, Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller ved Østerild blev indviet. Det skete i efteråret 2012.
Testcentret blev ikke mødt med klapsalver. Da nyheden om placeringen i Østerild Plantage ramte lokalområdet, strømmede protesterne ind – både fra lokale og miljøaktivister, der ikke brød sig om fældningen af plantage for at gøre plads til gigantmøllerne, eller udsigten til flere hundrede meter høje møller.

Men som årene er gået, er vinden vendt i Thy. Testcentret er blevet en del af lokalidentiteten, og hvert år strømmer over 40.000 besøgende forbi. De fleste går selv en tur på de afmærkede stier og besøger gratis besøgscenteret, hvor de lærer om vindenergi og møllernes potentiale.
Andre vil have mere at vide og har booket guidede ture med Christian Grant eller andre fra Green-Team-Thy. I højsæsonen køres typisk tre ture ugentligt.
Hos Green-Team-Thy lover man på hjemmesiden en ”oplevelse i verdensklasse, som du ikke finder andre steder”. Christian Grant understreger, at det ikke er overdrevet:
- Du finder verdens største vindmølle her, og nye verdensrekorder i størrelse og produktion bliver sat hele tiden, fortæller han.
- Når du står tæt på en mølle, er det tydeligt, hvor imponerende størrelsen er. De er i en helt anden klasse, end hvad man normalt ser, fortsætter han.
Området er så stort, at den guidede tur foregår i turdeltagernes egne biler, alle i radiokontakt med guiden. Undervejs er der stop ved flere møller.
Oprindeligt bestod testcentret af syv felter, hvert på størrelse med to fodboldbaner, med 600 meter mellem tårnene. Siden er to felter tilføjet, så der nu er plads til ni møller. Højden er også øget: fra 250 til 330 meter må møllernes vingespidser nu nå.
Green-Team-Thy tilbyder tre ugentlige ture i sommersæsonen – primært på dansk, men også på engelsk. Private grupper kan bestille lukkede rundvisninger på ønsket sprog.
Her kan du læse mere om Testcenter Østerild.
Se Green-Team-Thy’s ture.