Når naturen er den glade giver
Tag din indre jæger og samler med i sommerhus. Naturens store spisekammer ligger lige uden for døren, og blandt meget andet godt, står der masser af svampe på menuen. Men det er en god idé at forberede dig, inden du kaster dig ud i jagten
Hun begynder med at hejse et advarselsflag, naturvejleder i Vesthimmerland Kommune og svampekender, Karin Winther. Hun er en af dem, det ville være godt at have ved sin side, hvis det er første gang, man er på svampejagt.
- At samle svampe er ikke for nybegyndere. Det er ikke noget, man bare lige kaster sig ud i på egen hånd. Du skal være 100% sikker på, hvad du samler ind, slår hun fast.
- Det med at indsamle naturens råvarer er blevet utrolig populært, men vi oplever samtidig, at vi er blevet mere fremmede over for det, fordi vi ikke længere har de der overleveringer fra generation til generation. Nu om dage er viden noget, du læser dig til. Men vil du lære noget om svampe, lærer du bedst, hvis du får en mesterlære-introduktion. Hvor du tager med på en guidet tur. Det kunne være en fin forberedelse til ferien, mener hun.
Et andet råd er at medbringe en god svampebog med billeder og beskrivelser af svampene eller downloade en app på telefonen, der kan hjælpe med at skelne de spiselige fra dem, du skal holde dig fra.
Og hvis du stadig har mod på at kaste sig ud i det der med at samle svampe, så er der en række svampe, der er nemme at genkende og dermed gode for nybegyndere.
Tre bud på begynder-svampe: Judasøre, kantareller og Karl Johan. Men saml kun det, du ved, hvad er, lyder det fra naturvejleder Karin Winther, Vesthimmerlands Kommune.
En af de nemme at kende er judasøre, som er almindelig i vinterhalvåret. Den vokser normalt på gamle eller udgåede hyldetræer, og den ligner som navnet antyder et øre. Eller rettere en håndfuld ører eller to for de vokser i flok.
- Dem tager du ikke fejl af. De er meget brugt i det asiatiske køkken til risretter og supper. Hvis du er på tur, kan du medbringe en Trangia med noget færdig suppe. Så plukker du judasørerne, snitter dem og plumper dem i suppen, forklarer Karin Winther.
En anden letgenkendelig klassiker er den almindelige kantarel, der er nem at kende på den gule farve, den tragtformede hat og lamellerne på undersiden. Lamellerne er forgrenede og trækker ligesom ned på stokken.
Den har – naturligvis – en ”fætter”, man skal holde sig fra – orangekantarellen. Orangekantarellen har finere, tættere og blødere lameller på undersiden sammenlignet med den ”ægte” kantarel, der har de mere grove og faste lameller. Orangekantarellen har også en mere filtet overflade på toppen. Du dør ikke af at spise en portion orangekantareller, men den kan give maveproblemer. Og hvem gider det under en ferie.
Et andet bud på en lækker og letgenkendelig spisesvamp er tragtkantarellen.
- Hvis du finder den, så er der rigtig mange af dem. Det er den slags svampe som nogle af de kendte restauranter ofte bruger når de anretter en svamperet meget dekorativt ud. Dem kan du heller ikke rigtig tage fejl af, siger Karin Winther.
Et andet godt sted at starte for nye svampejægere er blandt rørhattene.
- Når du skærer en rørhat over, har den et net, der godt kan ligne en hel masse sugerør, der sidder tæt, tæt sammen forklarer Karin Winther.
Hun anbefaler, at man kigger efter Karl Johan, der er nem at kende og måske den sjove indigo-rørhat, der har den specielle egenskab, at den ser giftig ud.
- Den hedder indigo-rørhat, fordi den blåner, når du skærer den over. Det gør den, når den kommer i kontakt med ilt, og derfor ser den giftig ud. Men det er en rigtig fin spisesvamp, slår hun fast.
Men man er naturligvis ikke på helt sikker grund – selv med rørhattene. Der er et par farisæer, som kan ødelægge festen.
- Den ene bliver du ikke syg og dårlig af – den gør bare maden bare uspiselig. Den anden er en giftig sag, fortæller Karin Winther.
Den der ødelægger maden, hedder galderørhat, der som ung godt kan minde om en Karl Johan.
- Men hvis du rører ved den og sutter på fingeren er du ikke i tvivl. Den smager virkelig ringe, siger hun.
Og så er der Satans rørhat. Den kan kendes på sin meget lyse hat og sin røde stok. Heller ikke den er dødelig giftig, men vil typisk udløse diarre og voldsomme opkastninger.
I Danmark er det tilladt at samle svampe til eget brug på offentlige arealer og i offentlige skove. Tidligere hed det, at du måtte samle det, du kunne have i en hat.
- I dag siger man en bærepose. Men du skal være fuldstændig obs på, at svampe aldrig skal proppes ned i en plasticpose. Så eksploderer alle de bakterier, der er i svampe. Du skal lægge dem i en kurv, lyder det fra Karin Winther.
Hun opfordrer også til, at man lader de dårlige svampe stå.
- Når du samler svampe, er du ikke så nidkær, som når du er i supermarkedet. Hvis du ser noget frugt der er lidt råddent eller med lidt skimmel, så kunne du ikke drømme om at købe det. Men det er som om du ikke er så nidkær, når du samler svampe ude i naturen. Så får du dem ikke sorteret fra på helt samme måde som i supermarkedet, men det skal du gøre, siger hun.
Hos Sol og Strand kan du vælge mellem over 6.000 sommerhuse.