Læsø kørt i stilling til UNESCO’s Verdensarvsliste

Hvis alt går vel, havner Læsø i samme kategori som Roskilde Domkirke, Versailles, pyramiderne og mange andre fabelagtige steder

Saltsyderiet på Læsø er et af øens trumfkort. Foto: Kjetil Løite/Destination NORD

Hvis alt går vel, havner Læsø i samme kategori som Roskilde Domkirke, Versailles, pyramiderne og mange andre fabelagtige steder

Hvad har Læsø til fælles med Møns Klint og Amalienborg? De står alle på det sidste trin, inden de - måske - bliver optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Sidste trin er en såkaldt tentativliste, der består af forslag, kulturministeren har nikket ja til.

Og hvorfor har Læsø så fået den flotte plads. Det korte svar er ”tang og salt”. De to ting - i skikkelse af øens gamle huse med tangtag og saltsyderiet - samt historien bag dem - betyder, at Læsø kan ende på samme liste som Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Stevns Klint, Vadehavet, Christiansfeld, Jelling Monumenterne og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland er optaget på. Det er de syv steder, som er udnævnt til UNESCO Verdensarv, vi har i Danmark.

Husene med tangtag har sammen med saltsyderiet skaffet Læsø adgang til en meget attraktiv liste.
Foto: Kjetil Løite/Destination NORD

I udlandet er det steder som Great Barrier Reef i Australien, pyramiderne i Egypten og Versailles i Frankrig for blot at navne nogle få af de over 1000 stykker Verdensarv, UNESCO har på sin liste.

Om Læsø så havner på listen over Verdensarv er for tidligt at spå om. Det er lang proces at blive endeligt godkendt, som Læsø nu arbejder med. Den endelige beslutning er ude af danske hænder.

Det er UNESCO’s verdensarvskomite, der tager den endelige beslutning ud fra en række krav om forskning, beskyttelse, forvaltning og formidling.