40 år med Sol og Strand

Et sommerhus på et stykke klitjord i Lyngså syd for Sæby blev startskuddet til Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, som i dag har 21 lokalbureauer, der samlet varetager udlejning af omkring 6.500 feriehuse. Det scenarie havde hverken Margit eller Kjeld Andersen i deres vildeste fantasi forestillet sig, da de, i forbindelse med deres bryllupsrejse til Lapland, fandt på at udleje deres sommerhus.

 


40 år med Sol og Strand

 

På bryllupsrejsen funderede Kjeld en del over, hvordan man mon kunne finde frem til de personer fra nær og fjern, som gerne ville holde ferie i de danske sommerhuse, som stod tomme en pæn del af året. På en eller anden måde skulle sommerhusene og gæsterne jo finde frem til hinanden, og måske kunne han selv hjælpe?

I 1979 etablerede parret en lille virksomhed med sommerhusudlejning, og siden tog det fart. I dag er Sol og Strand Feriehusudlejning A/S et af Danmarks største feriehusudlejningsbureauer.

Ud over at leje sommerhuse kan feriegæster fra alle lande i dag få nyheder fra ferielandet, informationer om ferieområderne og nærliggende attraktioner, købe entrébilletter samt læse om andre feriegæsters oplevelser i sommerhusene.

Læs historien om hvordan de to nordjyder med gejst, vilje, hårdt arbejde og med en lille smule hjælp fra daværende præsident i Sovjetunionen, Gorbatjov, formåede at skabe Sol og Strand Feriehusudlejning A/S.

Læs Sol og Strands 40 årige historie

 

”Sol og Strand Fonden ved Margit og Kjeld”.

Ægteparret Margit og Kjeld Andersen kan i 2019 fejre 40-års jubilæum med Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, som parret ikke tøver med at kalde ”deres tredje barn”. Et brændende ønske om at livsværket skal leve videre og forblive på danske hænder, er baggrunden for, at parret har besluttet at overdrage aktiemajoriteten til en fond - ”Sol og Strand Fonden ved Margit og Kjeld”. Ud fra uegennyttigt synspunkt ønsker parret med fonden at støtte humanitære formål og lokale aktiviteter.

Læs mere om Margit og Kjelds Andersens hensigter med etableringen af fonden, som helt vilkårligt vil blive en ledestjerne for både husejere, feriegæster og medarbejdere.

Læs mere om ”Sol og Strand Fonden ved Margit og Kjeld”