Bornholm er kontrasternes ø med sine dramatiske klippekyster, dybe stenbrud og vandfald i nord, kilometervis af hvide sandstrande i syd og store, smukke bøgeskove med skovsøer midt på øen. Danmarks eneste klippeø udstråler en helt speciel atmosfære med sine idylliske, små fiskerlejer og byer, de karakteristiske røgerier, rundkirkerne og de mange attraktioner. Mange kunsthåndværkere har bopæl på øen, og flere steder er det muligt at besøge de lokale billedhuggere, glaspustere, keramikere og malere.
Nexø er Bornholms næststørste by – en tidligere fiskerby, der i dag er en hyggelig handelsby med butikker, museer og maritime omgivelser. Her bor du tæt på nogle af øens bedste strande ved Balka og Dueodde, og byens gamle gader og bindingsværkshuse giver karakter og charme. I nærheden ligger Paradisbakkerne med klippestier og sprækkedale, og mod syd venter skov, hede og strand. En ideel base for både afslapning og oplevelser.