Lolland, Falster og Møn udgør et spændende hjørne af Danmark med enestående natur samt strand- og badeliv på kilometervis af indbydende hvide sandstrande. På Falster ligger den skønne, 20 km lange strand ved Marielyst samt de imponerende Corselitze skove på ca. 3.000 tønder land. Møns Klint med de høje kridtklinter og den gamle bøgeskov er et af de mest kendte og besøgte naturområder i Danmark. Lolland byder på et alsidigt kystlandskab, og de snoede landeveje fører gennem idylliske landsbyer og forbi bøgeskove samt smukke slotte og herregårde.
På Lollands sydkyst finder du Bredfjed Strand – et fredeligt ferieområde med lavt vand, diger, natur og udsigt til Østersøen. Her er der plads til både afslapning og aktivitet: fiskeri, cykling, vandring og windsurfing. Den lille havn i Kramnitse ligger tæt på, og attraktioner som Knuthenborg Safaripark, Maribo, Lalandia og færgen til Tyskland er inden for rækkevidde. Et ideelt sted for naturelskere, børnefamilier og jer, der søger ro i åbne landskaber.