Når du er i sommerhus ved Jyllands Vestkyst og går en tur på stranden, er der brede sandstrande, så langt øjet rækker. Det brusende Vesterhav virker på samme tid opkvikkende og afstressende, og om aftenen kan du nyde en af Danmarks smukkeste solnedgange.
Hvide Sande ligger midt mellem hav og fjord – en autentisk fiskerby og populær ferieperle på samme tid. Her kan du mærke den maritime stemning på havnen, byde på friskfanget fisk på auktion, fange makreller fra molen eller prøve kræfter med surfing på fjorden. Stranden ligger i læ bag klitterne og indbyder til badeture og afslapning. Naturen omkring byen er rå og storslået med hav, fjord og hede på begge sider. Hvide Sande byder desuden på museer, aktiviteter og gode spisesteder – og med Søndervig, Lyngvig Fyr og Ringkøbing tæt på, er feriens oplevelser altid lige i nærheden.