I det nordvestlige Jylland er der brede sandstrande, imponerende natur, hyggelige badebyer og smukke solnedgange. Helt på toppen ligger Skagen, og længere nede langs kysten kommer Lønstrup, Løkken og Blokhus, hvor du kan gå på eventyr i de små butikker eller holde en pause på en af cafeerne. Fortsætter du turen, kommer du til de gamle fiskerlejer som Slettestrand, Thorup Strand, Vorupør og Klitmøller, med tilnavnet Cold Hawaii, der de seneste år har markeret sig som Danmarks surferhovedstad.
Løkken har tiltrukket feriegæster i over 100 år. Den brede strand, klitterne og Vesterhavet er stadig det naturlige midtpunkt – men i dag kan du også surfe, fiske fra molen eller gå en runde golf. Bag klitterne venter vandrestier, heder og skovområder, og i byen er der både spisesteder, butikker og liv året rundt. Fra maj til oktober står de hvide badehuse på stranden – som en særlig Løkken-tradition, der stadig holdes i hævd.