Seniorer supplerer pensionen med job hos Sol og Strand

Siden reglerne om modregning i pension blev lempet i 2023, er antallet af ansatte folkepensionister hos Sol og Strand steget med over 45 procent – fra 55 til 80 medarbejdere.

Seniorer supplerer pensionen med job hos Sol og Strand

Den økonomiske gulerod med at lade pensionister arbejde uden at blive modregnet i pensionen ser ud til at virke. I hvert fald kan man hos Sol og Strand Feriehusudlejning konstatere, at antallet af pensionister, der supplerer folkepensionen med et job, er steget markant.

I dag har virksomheden 80 timelønnede servicemedarbejdere i alderen 67 år og helt op til 88 år. På samme tidspunkt i 2024 var antallet 55. Det er en stigning på mere end 45 procent på blot to år.

Udviklingen kommer i kølvandet på de nye regler, som siden 2023 har gjort det muligt for folkepensionister at arbejde uden at blive modregnet i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg. Tidligere kunne ekstra arbejdsindkomst betyde, at pensionen blev sat ned, men den barriere blev fjernet politisk for at få flere seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Hos Sol og Strand Feriehusudlejning ansætter man hvert år et stort antal timelønnede servicemedarbejdere, der blandt andet står for rengøring, klargøring og tilsyn med sommerhuse over hele landet. Her spiller de erfarne seniorer en stadig større rolle.

Mange af medarbejderne fremhæver fleksibiliteten i jobbet og muligheden for fortsat at være en del af et arbejdsfællesskab, samtidig med at de kan supplere pensionen med en ekstra indtægt.

Ifølge Jonas Balle Pedersen, der er driftschef hos Sol og Strand Feriehusudlejning, bidrager seniorerne med både stabilitet, lokalkendskab og stor erfaring – kvaliteter, der er eftertragtede i en branche med store sæsonudsving.

– Der er konkurrence om de ledige hænder i feriehusbranchen. Og vi er meget glade for, at vi med de lempede regler har fået adgang til en gruppe mennesker, der har stor erfaring med sig i bagagen. På den måde sikrer vi en høj kvalitet i rengøringen, samtidig med, at de kan øse af deres erfaring til de kommende generationer, siger han.

Hos Sol og Strand Feriehusudlejning i Løkken tæller teamet blandt andet seks kolleger, der har passeret pensionsalderen. Bureauchef Jeanette Vingaard er glad for sine erfarne medarbejdere – og ikke mindst den energi og livsglæde, der følger i hælene på dem.

Hun er sammen med sine kolleger på de andre lokalbureauer hos Sol og Strand Feriehusudlejning altid på udkig efter friske kræfter til holdet af servicemedarbejdere. Og der bliver ikke kigget på dåbsattesten, når hun ansætter.

– Hos os handler det ikke om alder, men om ens indstilling og lysten til at være en del af fællesskabet og bidrage med erfaring, engagement og godt humør, siger Jeanette Vingaard.

Yderligere oplysninger:
Jonas Balle Pedersen, driftschef Sol og Strand Feriehusudlejning
jbp@sologstrand.dk
+45 28 10 35 88