Lokal støtte bag ny badebro på Sjællands Odde

Badebro på Sjællands Odde, som Foreningen Havbanken står bag, er nu indviet. Sol og Strand var med fra start

Lokal støtte bag ny badebro på Sjællands Odde

En ny badebro i Havnebyen på Sjællands Odde er nu en realitet. Tilbage i 2025 støttede Sol og Strand Odsherred projektet med 10.000 kr. gennem ”Den Lokale Håndsrækning”.

Støtten gik til Foreningen Havbankens arbejde med at etablere områdets første officielle badebro, som skal gøre det lettere for både lokale og feriegæster at komme sikkert ud i det klare vand ved den stenede kyst.

Badebroen er nu officielt indviet efter flere års arbejde med at skaffe finansiering, myndighedsgodkendelser og lokal opbakning. For Sol og Strand har projektet været et naturligt initiativ at støtte.

Havnebyen er et sted, hvor naturen og kysten spiller en stor rolle for både dem, der bor her, og dem, der holder ferie her. Derfor gav det god mening at støtte et projekt, som gør området mere tilgængeligt og skaber gode oplevelser for mange mennesker, siger Mia Brøndum Svindt, bureauchef hos Sol og Strand, Odsherred. 

Foreningen Havbanken har arbejdet længe på at samle den nødvendige finansiering til projektet. Her blev Sol og Strands tidlige opbakning en vigtig motivationsfaktor.

 - Sol og Strand var de første til at støtte os. Det gav os blod på tanden og troen på, at vi kom i mål, siger Lone Spliid, der har været koordinator på projektet. 

Den nye badebro giver nem adgang til den lækre sandbund et stykke ude fra stenstranden og til Sjællands flotteste solnedgange. Samtidig skaber den et nyt samlingspunkt ved kysten.

For Sol og Strand er badebroen netop en af den slags projekter, Den Lokale Håndsrækning er skabt til at støtte.

- Vi lever af, at mennesker har lyst til at besøge vores ferieområder. Derfor er det vigtigt for os at bidrage til de lokale initiativer, som er med til at gøre områderne endnu bedre at bo i og besøge, siger Mia Brøndum Svindt.

Fakta om Den Lokale Håndsrækning

Den Lokale Håndsrækning er Sol og Strands støtteordning til lokale projekter i sommerhusområderne. Ordningen har eksisteret siden 2019, og hvert år uddeles der op mod 1 mio. kr. til initiativer, som styrker fællesskab, oplevelser og udvikling i lokalområderne. De enkelte lokalbureauer kan årligt uddele op til 50.000 kr. til lokale formål.