Udlejer

Er dit sommerhus klar til sæsonens feriegæster?

Med påsken begynder udlejningssæsonen for alvor i det danske sommerhusland. Det er derfor en god idé at bruge en dag i sommerhuset på at sikre, at alt er klar til sæsonens feriegæster, så de får et godt ophold i dit sommerhus.

Er dit sommerhus klar til sæsonens feriegæster?

Feriegæsterne sætter altid pris på et rent sommerhus, hvor interiør, de elektriske apparater og faciliteter fungerer, og hvor de udendørs faciliteter som eksempelvis terrasse og havemøbler er velholdt. Hvis feriegæsterne ankommer til et velholdt sommerhus, er der en større chance for, at de efterlader sommerhuset i samme stand. Derfor er det også en fordel for dig at klargøre sommerhuset, så det tager sig godt ud.

Vi har samlet en række gode råd, som kan være en god tjekliste for dig i forbindelse med klargøringen til sæsonens udlejninger.

1. Giv sommerhuset et generelt tjek

Vinteren byder på fugt, kulde og blæst. Det kan være en hård omgang for sommerhuset, og du bør derfor:

• Gennemgå sommerhuset for utætheder og skader.
• Tjek at vandrørene er intakte, og at vandvarmeren virker.
• Undersøge om der har været skadedyr.


2. Gennemgå huset opholds- og soverum

Vi ved, at det er vigtigt for gæsterne, at der er behagelige senge, møbler i god stand og at der er stole nok til alle. Vær opmærksom på at tjekke, om møbler og senge er pæne og intakte. Tjek også kvaliteten af dyner og puder – måske skal nogle udskiftes eller vaskes.

• Efterse alle møbler i soveværelse og stue.
• Tjek at madrasser er i pæn stand.
• Det er vigtigt, at der er tilstrækkeligt med siddepladser ved spisebord og sofabord, så der er plads til det maksimale antal feriegæster, som sommerhuset må udleje til.
• Afprøv brændeovn og spjæld.
• Efterse at der er pærer i alle lamper og sørg gerne for, at der er ekstra i huset.

3. Tjek husets hvidevarer og elektriske installationer

Når feriegæsterne ankommer til sommerhuset er det med en forventning om, at tingene fungerer. Undgå derfor irritationsmomenter ved at sikre, at hvidevarer, medieafspillere og elektriske installationer virker.

• Afprøv hvidevarer, elektriske installationer, el-radiatorer og relæ.
• Rengør køleskab, fryser, ovn, micro-ovn og elkedel.
• Efterlad et lille lager af sikringer i tilfælde af, at en sikring går.
• Undersøg om alle elpærer i huset virker. Lad gerne et lille lager af elpærer ligge i sommerhuset.
• Afprøv tv, dvd-afspiller, internet og lignende. Tjek at der er en vejledning, som viser, hvor gæsterne kan finde de forskellige tv-kanaler. Tjek om batterierne i fjernbetjening virker. Efterlad eventuelt et lille lager af batterier.
• Sørg for, at feriegæsterne kan finde brugsanvisning til hvidevarer, tv, spa og lignende.
• Sikkerhed er vigtig, og det er derfor en god idé at opsætte brandalarmer i jeres sommerhus. Ifølge bygningsreglementet er der krav om, at der skal placeres mindst én røgalarm i huse med flere end 10 sovepladser (dog mindst én på hver etage). Selv om der ikke er lovkrav om, at der skal være en brandalarm i feriehuse med færre end ti sovepladser, vil vi dog opfordre jer til at placere en brandalarm i huset.

4. Tjek køkkenudstyr mv.

Et sommerhus har nødvendigvis ikke det samme udstyr som en helårsbolig, men der skal være styr på de helt basale ting, så der kan laves mad.

• Undersøg om køkkenredskaber, service, gryder og pander er i god stand.
• Tjek om der er nok service til det maksimale antal feriegæster, som sommerhuset kan huse.
• Sørg for at feriegæsterne kan komme af med deres skrald. Måske skal affaldssækken afhentes lidt oftere i perioder, hvor sommerhuset udlejes tit.
• Stil en toiletspand på badeværelset, så engangsvaskeklude, vådservietter og bind ikke bliver skyllet ud i toilettet.

5. Gennemgå have og terrasse

Skab gode rammer for sommerhygge på terrassen, lækker grillmad, leg og afslapning i haven.

• Sørg for at grillen er rengjort og fremstår i god stand.
• Tjek om havemøblerne er rene og intakte. Hvis de er af træ, kan de eventuelt have brug for en beskyttende behandling.
• Hvis der er gyngestativ, sandkasse og lignende i haven, bør du sikre dig, at dette er i god stand.
• Tjek terrassens brædder for at sikre, at der ikke er opstået råd eller de sidder løse.
• Ryd op i haven og fjern evt. ukrudt fra fliser.
• Da sommerhusene ligger omgivet af natur, kan det ikke undgås, at mus kan have fundet vej ind i sommerhuset. Det kan derfor være en god idé at sørge for, at der er musefælder i sommerhuset.


6. Den vigtige rengøring

Et rent sommerhus er ikke blot skønt at ankomme til, det opmuntrer også feriegæsterne til at efterlade det i samme stand. Afslut derfor din gennemgang af sommerhuset med en god omgang rengøring i alle krogene.

• Luft ud og foretag en grundig hovedrengøring af hele sommerhuset. Afkalk eventuelt håndbruser og vandhaner.
• Tjek om vandlås og afløbet trænger til en rensning.
• Ryd op og fjern overflødige eller private ting.
• Puds vinduerne.
• Rengør bruseforhæng, afkalk kaffemaskine etc.
• Sørg for at følgende rengøringsredskaber findes i sommerhuset og er i en pæn stand:
     • Opvaskebalje og –børste
     • Fejekost og –bakke
     • Gulvspand, gulvskrubbe eller moppe
     • Affaldsspand
     • Støvsuger med poser (efterlad gerne mere end én pose)
     • Gulvklude og karklude
     • Håndstøvsuger (hvis huset har hems)