Nordsjællands Fuglepark

Oplev flotte, farvestrålende og sjældne fugle fra hele verden i Nordsjælland

Ude i naturen, mellem Græsted og Gilleleje, finder I den hyggelige og naturligt anlagte Nordsjællands Fuglepark, hvor I kan opleve 250 flotte fuglearter samt en række mindre pattedyr og krybdyr. Fugleparken er meget børnevenlig og et oplagt udflugtsmål for hele familien.

2000 spændende og farverige fugle

Fugleparken indeholder en lang række store og tilplantede volierer. Planterne får lov til at vokse vildt i voliererne, da de tiltrækker insekter til fuglene, og da rederne kan gemmes deri.

Mange af fuglearterne i parken er udryddelsestruede, og når det lykkes at få dem til at yngle, bliver ungerne formidlet videre til andre zoologiske haver. På denne måde kan arten overleve og vokse sig større. 

Aktiviteter

To gange om dagen kan I hjælpe dyrepasserne med at fodre de australske lorier i deres store voliere og lade dem spise direkte fra jeres hænder.

I kan også besøge de afrikanske dværggeder i deres fold og hjælpe med at fodre dem.
Derudover kan I overvære papegøje-flyveshows. Her kan I se de store ara-papegøjer og kakaduerne flyve ud over engene i den ene ende af fugleparken og vende tilbage.

Tropehuset

Gå indenfor i Tropehuset, hvor I kan møde kæmpeskildpadder, en rødbenet honningsuger, silkeaber og mange andre eksotiske dyr.

I kan medbringe jeres egen mad og spise den ved borde og bænke rundt omkring i parken. Det er muligt at købe is og drikkevarer på stedet.

 

Læs mere om parken på hjemmesiden og på facebooksiden https://da-dk.facebook.com/nordsjaellandsfuglepark.

 

Nordsjællands Fuglepark
Sodemarksvej 22
3230 Græsted
Tlf: 21 23 67 37
info@fugleparken.dk
https://www.fugleparken.dk/
Nordsjællands Fuglepark
Sodemarksvej 22
3230 Græsted
Tlf.: 21 23 67 37