Moesgaard Museum

Oplev et usædvanligt museum med spændende oldtidssamlinger syd for Århus

Det nye Moesgaard Museum er en arkitektonisk oplevelse i særklasse. Museet åbnede i efteråret 2014 og vokser nærmest frem af de smukke bakker ved skoven og herregården Moesgård. Og året rundt kan I gå op på museets unikke, skrånende tag og nyde udsigten over Kattegat og den naturskønne Moesgård Skov.

Alene udefra er museet et besøg værd, men indenfor byder det også på et utal af kulturhistoriske oplevelser.

Moesgaard Museum viser arkæologiske og etnografiske udstillinger, som er iscenesat på en spændende og dramatisk måde, der giver museets gæster mulighed for at komme helt tæt på. Udstillingerne er opbygget med nye effekter og den seneste teknologi.

På trappen kan I lære mere om menneskets oprindelse og udvikling. I oldtidsudstillingen kan I lære om livet i bronzealderen, jernalderen og vikingetiden. Se fx Grauballemanden, som døde i en mose, og gå ind i en kæmpestor gravhøj fra bronzealderen.

Hvert år kan I opleve flere særudstillinger samt aktiviteter og events på stedet.

 

Efter besøget i de forskellige udstillinger kan I gå på opdagelse i museumsshoppen og finde spændende gaver eller slappe af i caféen, som foruden lækre retter byder på udsigt over skoven og vandet.

Moesgaard Museum
Moesgård Allé 15
8270 Højbjerg
Tlf: 87 16 10 16
https://www.moesgaardmuseum.dk/
Moesgaard Museum
Moesgård Allé 15
8270 Højbjerg
Tlf.: 87 16 10 16