Sommerhuse i Karrebæksminde

Sommerhus Karrebæksminde – sommerhus tæt på Enø

Karrebæksminde og Enø. Det er to sider af samme sag. Eller i hvert fald to sider af samme bro, for det der binder Karrebæksminde og Enø sammen, er den spektakulære klapbro, Græshoppebroen. Og med lidt god vilje, ligner broen faktisk en kæmpestor græshoppe i kraftigt metal.

Karrebæksminde er et populært ferieområde på den sydvestlige del af Sjælland tæt på Næstved. Området er udstyret med en rigtig god og børnevenlig badestrand, og der er mulighed indkøb af dagligvarer inde i Karrebæksminde. Omkring kanalen, som Græshoppebroen binder sammen, er der gode spisesteder og cafeer.

Fra Karrebæksminde er der ikke langt til attraktionerne på Sjælland og ikke mindst til Næstved. Naturen ligger helt tæt på. I den ende af Enø, hvor der ikke er sommerhuse, er der gode vandrestier i et fint fugleområde, hvor der er chancer for at støde på en sæl eller to.

Der er mange muligheder for at være aktiv i området omkring Karrebæksminde. Bugten og fjorden er gode tumlepladser for lystfiskere, windsurfere og kajakroere, mens naturen omkring er veludstyret med vandre- og cykelstier. Golfspillere har flere baner at vælge mellem ganske tæt på – blandt andet i Næstved.

Karrebæksminde Strand og natur

Stranden ved Karrebæksminde, som ligger på Enø-siden, er en skøn, bred, hvid sandstrand. Den er særdeles børnevenlig, da det kun langsomt bliver dybt.

Den sydlige del af Enø er præget af strandenge, vådområder og små skovområder, og er man heldig, kan man få øje på en af de sæler, der patruljerer farvandet. Hele fjordområdet samt det foranliggende hav er fuglereservat. Omkring 14 kilometer fra Karrebæksminde ligger de to skove, Horsemoseskov og Fruens Plantager, der er gode til en skovtur.

Udflugter fra Karrebæksminde

Næstved er en gammel og charmerende sjællandsk købstad. Det er den største handelsby på Sydsjælland, og i byens centrum sørger de gamle bygninger for en helt særlig stemning.  Der er marked på Axeltorv hver onsdag og lørdag

Man kan vælge at lade bilen stå og i stedet benytte af ”Rundfart Friheden”, der sejler mellem Næstved, Gavnø og Karrebæksminde. Her er selve turen en vigtig del af oplevelse.

På Sydsjælland er der flere spektakulære slotte og herregårde. Af par af de mest kendte er Gisselfeld Kloster og Gavnø Slot, men også kostskolen Herlufsholm ligger tæt ved Næstved.

Attraktioner nær Karrebæksminde

Koldkrigsmuseum Stevnsfort

Ved den spektakulære Stevns Klint ligger Koldkrigsmuseum Stevnsfort, som er gravet ind i klinten. Under Den Kolde Krig var Stevnsfort en brik i Danmarks og NATO’s forsvar. Ved museet kan man blandt andet se det amerikanske missilsystem HAWK.

Rødvig Skibsmotormuseum

Rødvig Skibsmotormuseum har en fin samling af mere end 300 skibs- og bådemotorer helt tilbage fra 1903. Her findes også modelskibe, blæselamper, taljeblokke fra sejlskibe og meget mere. Udenfor står kutteren Vivi, som man kan komme ind i.

GeoCenter Møns Klint

Ved Møns Klint ligger GeoCenter Møns Klint, der er et oplevelsescenter, som fortæller om Danmarks fødsel, og hvad der skete på klinten. Udstillingen er gravet ned i selve klinten og er opbygget som en tidsrejse, der strækker sig over 70 millioner år.

BonBon Land

Forlystelsesparken BonBon Land ligger ved Holme Olstrup nær Næstved. Forlystelsesparken har omkring 60 forlystelser til både børn og voksne.

Holmegaard Glasværk

Det gamle Holmegaard Glasværk har slået dørene op til en verden af design, håndværk og historie. Det tidligere glasværk er i dag en del af Museum Sydøstdanmark. Der er seks faste udstillinger og to skiftende særudstillinger på Holmegaard Værk.

Skovtårnet ved Camp Adventure

Midt i Gisselfelds skove tæt ved Næstved står et smukt og specielt 45 meter højt tårn, Skovtårnet, hvorfra der er udsigt over træerne kroner. På toppen af tårnet er man oppe i 140 meters højde over havet og på en klar dag, er der udsigt helt til København, som ligger mere end 50 kilometer væk.

Danmarks Borgcenter

Midt i Vordingborg ligger Danmarks Borgcenter, der fortæller historien om Danmarks cirka 2000 borge og voldsteder. Museet ligger på Vordingborgs Slotsterræn, der er landets største borgruin.