Sol og Strand Sommerhusudlejning
menu
Menu
menu
Prisgaranti Prisgaranti Tryghedspakke Tryghedspakke ? 21 servicekontorer i Danmark 21 servicekontorer i Danmark 40 års erfaring 40 års erfaring
 

Sommerhusudlejning i Kaldred - en dejlig ferie i sommerhus

Sommerhus i Kaldred, Sjælland, Danmark udlejes her!

Ferieområdet Kaldred ligger på den vestlige del af Sjælland - lige ud til Sejerø Bugt og Saltbæk Vig. Her kan I leje et sommerhus i virkelig naturskønne omgivelser. En ferie i et sommerhus i Kaldred indbyder til aktiv familieferie i den smukke natur.

 

Gæstevurderinger fra Kaldred

 
 

5 gæster har givet Kaldred en gennemsnitlig vurdering på 3,40 ud af 5 stjerner.


Gæsternes tips til oplevelser i området

?
 
Preben, Dragør besøgte området fra
 
14-06-2019 16-06-2019

Et besøg på svæve flypladsen nær ved og en tur på Vesterlyng og Havnsøhavn kan anbefales.


Anette, Kastrup besøgte området fra
 
25-08-2017 27-08-2017

En tur til Røsnæs Fyr kan anbefales. Der er dagligt marsvin i vandet; vi så en flok svømme frem og tilbage langs kysten. Der er en svæveflyveplads tæt på. Flot syn når de svæver hen over området, lydløst.


 
youtube
 

Generel

Feriebyen Kaldred er et roligt og hyggeligt sommerhusområde på Bregninge Hedeslette. Kaldred ligger i naturskønne omgivelser ved Sejerø-bugten på Vestsjælland - tæt ved Sjællands største hedeområde Vesterlyng. Det smukke, fredede område er et populært og naturskønt udflugtsmål. Området indbyder til ophold i naturen, hvor I kan vandre, bade, fiske, studere fugle og opleve oldtidsminder i form af gravhøje og dysser. Der er mulighed for indkøb af dagligvarer i området og I Kalundborg finder I et spændende havnemiljø, en ganske særlige bydel fra middelalderen med smalle stræder og velbevarede bindingsværkshuse, Danmarks eneste kirke med 5 spir, en hyggelige bymidte med restauranter og forretninger samt flere seværdigheder (13 km).

 

Strand

Kun 10 minutters kørsel fra Kaldred finder I en af Nordvestsjællands bedste og mest børnevenlige strande - Vesterlyng. På den fredede Vesterlyng-hede ligger den kilometerlange badestrand med fint sand, klitter og dejligt badevand. Stranden ligger i et fredet område, men er tilgængelig for offentligheden. Vandet er lavt ved strandkanten, bølgerne er små, og stranden er derfor meget børnevenlig (7 km).

Natur

Feriebyen Kaldred er omgivet af en meget varieret natur med marker, strandeng, små søer, klitter, enebærkrat, lyng og overdrev med mange vildtvoksende urter. Det fredede Vesterlyng er det største, sammenhængende hedeområde på Sjælland, hvor dyrene græsser frit. Området er et lavområde med lyng og græs, der er vokset sammen over de små sandklitter. På grund af områdets fredning findes der en spændende flora her. I kan blandt andet finde orkidéer. Margueritruten fører lige forbi dette naturskønne område. Fuglereservatet Saltbæk Vig er en kystlagune, der i de våde klitlavninger er bevokset med rør. Området ligger få kilometer fra Kaldred. Tissø er Danmarks fjerde største sø med et areal på 13 km2. Her er er naturen præget af marker og flade morænelandskaber mod vest og højtliggende, bakkede og varierede landskaber mod øst. Området har desuden et rigt fugleliv (16 km).

Aktivitet

På den fredede Vesterlyng-hede finder I 2 afmærkede vandrestier. Den grønne rute fører jer forbi en langdysse, igennem Mareskoven og forbi nogle bronzealderhøje, og følger I den brune rute kommer I igennem en plantage, ned til stranden og forbi en vandreklit. Der er gode fiskemuligheder langs hele Vestsjællands kyst og i områdets Put & Take fiskesøer. Har I lyst til at fiske på havet, kan I tage med på en fiskekutter, som sejler ud fra Havnsø (8 km). Området er rigt på golfbaner, og I kan eksempelvis afprøve Kalundborg Golfklubs 18-hullers bane, som byder på udfordringer for både begyndere og øvede golfspillere. Banen ligger i naturskønne omgivelser (12 km). Det er muligt at leje rideheste flere steder i området. Har I mod på at dykke, er det ved Ordrup Næs muligt at finde rester efter en gammel stenalderboplads omkring 50 meter fra land (22 km mod nord).

Attraktion

På Birkendegaards landbomuseet kan I opleve stuer, køkkener og kamre med intakt interiør, værksteder med redskaber og værktøj samt landbrugsmaskiner fra gamle dage (6 km). Havnsø (9 km) ligger i Nekselø Bugt og har altid været et vigtigt færgeleje. Nyd stemningen på havnen, køb evt. friskfanget fisk eller tag med færgen fra Havnsø til den bilfrie ø Nekselø, der med sit smukke og spændende landskab og et rigt dyreliv er et besøg værd – eller til øen Sejerø, som har Danmarks mildeste klima, et bakket landskab, mange små badestrande samt flere jættestuer og en bautasten. Besøg middelalderbyen Kalundborg med de brostensbelagte, smalle stræder og velbevarede bindingsværkshuse (13 km). Dragsholm Slot i Hørve er Danmarks ældste slot. Den oprindelige fæstning fra den tidlige middelalder har et fangehul og kan byde på mange spøgelseshistorier. Til slottet hører en meget skøn slotspark (19 km).

Udflugt

I Odsherreds Zoo Dyrepark ved Asnæs kan I opleve 600 dyr af 100 forskellige arter (24 km). Birkegårdens Haver ved Tågerup er en smuk oplevelse og en fryd for både øjet og næsen. Oplev en engelsk, japansk og dansk have samt en dyrefold med tamme dyr (29 km). Forlystelsesparken Sommerland Sjælland byder på mere end 60 aktiviteter for hele familien: en hyggelig kanotur, en vild tur i rutsjebanen eller en tur i Sjællands største vandland (32 km). Jættestuen ved Højby er en af Danmarks bedst bevarede jættestuer med 2 kamre. Den store jættestue fungerede som gravkammer for 98 mennesker. Udstillingen fra udgravningen kan I se på det nærliggende Stenstrup Museum (36 km). Besøg København med attraktioner som Tivoli, Planetarium, Eksperimentarium, Carlsberg Glyptotek, Rosenborg Slot, København Zoo og meget mere (94 km).

 

Forfatter:


Copyright © 2003-2019 Sol og Strand Feriehusudlejning A/S


 

3 Sommerhuse i Kaldred

Søg sommerhus