Sommerhuse i Løkken
Destination

Løkken

Hvide badehuse, brede sandstrande, bunkere fra krigens tid, fiskerbåde, surfere og et aktivt byliv kombineret med mange sommerhuse gør Løkken til et perfekt sted at holde ferie eller bruge et par fridage.

 Løkken

Generel

Løkken har en lang historie som feriested. Det begyndte i 1895, hvor de første gæster tjekkede ind på det nybyggede Løkken Badehotel. Dengang som nu er det naturen, sandet og vandet, der lokker gæsterne til. Men der er kommet meget til siden. Surf i Vesterhavets bølger, paragliding fra de stejle skrænter nord for byen, lystfiskeri fra molen eller en runde på byens 18 hullers golfbane er blot nogle af de ting, man kan foretage sig. Når sulten melder sig, er der meget at vælge mellem på cafeerne og restauranterne i Løkken, ligesom shoppingmulighederne i forretningerne er gode.

Loekken 1 Loekken 8

Strand

Fra maj til oktober står de karakteristiske hvidmalede badehuse på stranden i Løkken. Det er hovedsageligt de lokale, der ejer strandhusene. Kommunen har givet tilladelse til, at der må stå 485 badehuse på stranden, og der er mange års ventetid på at blive en af de udvalgte med ret til at stille et hus op. Det er ikke tilladt at overnatte i husene, der skal leve op til en lang række krav om størrelse, farver og hvor store vinduerne skal være.

Loekken 13 Loekken 2

Natur

Den brede sandstrand, molen og klitterne er naturligt nok omdrejningspunkterne for mange af aktiviteterne i Løkken. Men også naturen bag ved klitterne er værd at besøge. De forblæste klitlandskaber, heder og skovområder nærmest kalder på en god lang spadseretur.

Loekken 7 Loekken 10

Aktivitet

Er Løkken ikke nok er der gode udflugtsmuligheder indenfor en overkommelig afstand. Trækker naturen er Danmarks største vandreklit, Råbjerg Mile, ikke til at komme udenom, det samme gælder Rubjerg Knude hvor det berømte fyrtårn, der i 2019 blev flyttet 70 meter ind i landet, knejser. For de fugleinteresserede er Skagen et spændende sted, som ofte får besøg af særdeles sjældne fugle, ligesom der de senere år flere gange er observeret spækhuggere i havet ud for byen.

Trækker bylivet er Hjørring et nærliggende bud med sine hyggelige bymidte og sit gode handelsliv.  Aalborg lidt længere mod syd er absolut også et besøg værd. Den nordjyske hovedstad har et godt handelsliv, ligesom kulturinstitutioner som Kunsten, Nordkraft og Musikkens Hus er et besøg værd.

Attraktioner

Fårup Sommerland

Fårup Sommerland er både et sommerland og et vandland. Fårup er en af landets mest besøgte turistattraktioner og det er ikke uden grund. Forlystelserne er i top, og sommerlandet har netop indviet Danmarks største rutsjebane. Trækker vandet er det muligt at dyppe sig i Danmarks største vandland.

 

Børglum Kloster

Børglum Kloster tilhørte i sin tid ordenen De hvide brødre. Den sidste biskop var den berygtede Stygge Krumpen.  I forbindelse med reformationen overtog kongen klostret, der efterfølgende blev til bolig for skiftende danske stormænd. Siden 1835 har klostret være i slægten Rottbølls eje. I dag er der åbent for offentligheden.

 

Aalborg Zoo

Aalborg Zoo, som har omkring 2300 dyr fordelt på 125 forskellige arter. Hunde er velkomne, når de holdes i snor.

 

Nordsøen Oceanarium

Oceanariet, der er Nordeuropas største akvarium, har mere end 7.000 fisk og andre havdyr bag de tykke glas. Det er muligt at klappe fiskene i rørebassinet og se med, når hajerne og klumpfisk bliver fodret. Der er 10.000 kvadratmeter under tag og 6.000 kvadratmeter udendørs, hvor blandt andet sælerne boltrer sig.

 

Bunkermuseet Hirtshals

10. batteri, der ligger ved Hirtshals er det mest komplette og udgravede forsvarsanlæg fra 2. Verdenskrig. Bunkermuseet Hirtshals breder sig over et område på 450 x 750 meter, og det har 69 bunkere, der er forbundet med 3,5 kilometer løbegrave.

 

Museum For Papirkunst

Museet, der ligger i Hune, er Nordens eneste specialmuseum for papirkunst. Kvinden bag museet er papirkunstneren Karen Bit Vejle. Udover at beundre papirklippene er der mulighed for selv at forsøge sig med saksen.

 

Skulpturparken Blokhus

Skulpturparken på over 20.000 kvadratmeter har en stor udstilling af skulpturer, der først og fremmest er fremstillet af sand. Parken har også sansehaver med blomster, ligesom der er aktiviteter for børn.

 

Haven i Hune

Den 7.500 kvadratmeter store have er en af Nordjyllands mest populære attraktioner. Bag Haven i Hune stod kunstneren Anne Just, der fra 1991 og frem forvandlede et klitområde til en kæmpestor, frodig have.