Sommerhuse i Horne Sommerland

Sommerhus i Horne Sommerland er ferie midt i naturen

Vand, natur og Faaborg nærmest i baghaven. Sommerhusene på sydvestfynske Horne ligger perfekt, hvad enten det er fred og ro, en aktiv ferie i naturen, eller de fynske attraktioner, der trækker.

Generelt

Sommerhusområdet Horne Sommerland ligger i fredelige og naturskønne omgivelser. Horne Land er en halvø, der stikker ud i Lillebælt, vest for Faaborg. Mod nord ligger Helnæs bugt, mod syd er der udsigt til Lyø, og mod øst ligger Faaborg Fjord. På halvøen ligger Horne Kirke, der er en af Danmarks syv rundkirker. Fra havnen i Bøjden er der direkte færgeforbindelse til Fynshav på Als i det sønderjyske.

Stranden og naturen

Der er flere gode strande på Horne Land. På Bøjden Strand er der både sten og groft sand. Den er børnevenlig, da vandet er lavt. Her er gode forhold for windsurfere. Sinebjerg Strand, der ligger på sydsiden af halvøen, er en børnevenlig strand. Det samme gælder stranden ved sommerhusområdet Horne Sommerland. Ved sommerhusområdet ”Knold” nær Dyreborg er der sandstrand, dybt vand og en badebro. Også her er de fine betingelser for windsurfere.

Halvøen er bakket og flere steder er der bratte skrænter. Bag Dyreborg ligger Dyreborg Skov, hvor man – hvis man er heldig – kan se dådyr. Ved Bøjden Nor ligger et fredet naturreservat med et rigt fugleliv

Udflugter

Faaborg er en historisk by, der i 1229 var en del af kong Valdemars Sejrs morgengave til sin svigerdatter. Byens vartegn er Faaborg Klokketårn, som er hvad der er tilbage af byens første kirke, Skt. Nikolaj. Kirken var fra ca. 1250, men blev revet ned efter reformationen i 1536 – lige med undtagelse af klokketårnet, der fungerede som sømærke for skibsfarten.

Faaborg har flere museer. Faaborg Museum lægger rum til værker af fynske malere som Peter Hansen, Johannes Larsen, Alhed Larsen, Fritz Syberg og Anna Syberg. En del af Øhavsmuseet i Faaborg er byens gamle arrest, hvor man kommer helt tæt på livet bag tremmer. Fra Faaborg er der færgeforbindelse til Avernakø, Bjørnø, Lyø samt Søby på Ærø.

Normalt er rundkirker noget, der bliver forbundet med Bornholm. Men der er en i Jylland, en på Sjælland og en på Fyn. Den fynske ligger i landsbyen Horne midt på Horne Land. Rundkirken er blevet udvidet, så den oprindelige kirkebygning ligger i midten. 

Odense, den fynske hovedstad og Danmarks tredjestørste by, har alt hvad hjertet begærer, når det gælder kultur og shopping. Det er næppe gået nogens næse forbi, at H. C. Andersen er født i byen.  Den berømte eventyrforfatter har sit eget museum midt i byen, der blandt andet indbefatter hans barndomshjem i Munkemøllestræde.

Men Odense er meget mere end H.C. Andersen. Der er eksempelvis Odense Zoo, Kunstmuseum Brandts og frilandsmuseet Den Fynske Landsby.

Attraktioner

H. C. Andersens Hus

H.C. Andersen Hus i Odense viser nye sider af H.C. Andersens store forfatterskab. Det ambitiøse museum er tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma. Museumsbyggeriet dækker 5.600 kvadratmeter og rummer et børnehus og et underjordisk museum. Det lille gule hjørnehus i Munkemøllestræde, H. C. Andersens fødehjem, er en del af det nye museum.

 

Odense Zoo

Odense ZOO er én af Fyns mest besøgte attraktioner. I haven kommer man tæt på dyrerene og kan opleve dem i afslappede omgivelser.

Haven er bygget op omkring en række miljøer, som er bygget, så de virker så naturlige som muligt. Zoo har omkring 130 forskellige arter. Blandt andet kan man i haven opleve noget så usædvanligt som søkøer.

 

CLAY Keramikmuseum Danmark 

Keramikmuseet ved Middelfart er et af de førende museer for keramisk kunst, kunsthåndværk og design i Europa. Her kan man opleve alt fra særudstillinger med eksperimenterende samtidskeramik til historiske udstilling af porcelæn, fajance og stentøj.

 

Egeskov Slot                                                                                           

Slottet, der ligger nord for Svendborg er en af Europas bedst bevarede vandborge. Slottet har noget for hele familien. Her er udstillinger af veteranbiler, en legeskov, en smuk have og en stor labyrint. Grevefamilien, der ejer stedet, bor stadig på slottet, men det er muligt at komme indenfor og gå gennem de imponerende sale.