Lolland, Falster og Møn udgør et spændende hjørne af Danmark med enestående natur samt strand- og badeliv på kilometervis af indbydende hvide sandstrande. På Falster ligger den skønne, 20 km lange strand ved Marielyst samt de imponerende Corselitze skove på ca. 3.000 tønder land. Møns Klint med de høje kridtklinter og den gamle bøgeskov er et af de mest kendte og besøgte naturområder i Danmark. Lolland byder på et alsidigt kystlandskab, og de snoede landeveje fører gennem idylliske landsbyer og forbi bøgeskove samt smukke slotte og herregårde.
Bogø ligger naturskønt mellem Møn og Falster og er forbundet med begge øer via dæmninger og broer. Øen byder på fred og ro, hyggelige lystbådehavne, smuk natur og god adgang til aktiviteter og attraktioner. Fra færgelejet Nyby kan man tage veteranfærgen til Stubbekøbing. På Bogø finder du både spisesteder, butikker og seværdigheder som Bogø Mølle og det karakteristiske vinkelfyr. Øen er ideel til fiskeri, cykelture og udflugter til bl.a. Møns Klint og Middelaldercentret.