Ribe VikingeCenter

Træd ind i vikingernes verden!

Rejs 1000 år tilbage i tiden til dengang vikingerne herskede i Danmark. På Ribe VikingeCenter kan I komme helt tæt på vikingerne, som bor og arbejder i rekonstruerede, autentiske miljøer fra Ribe, Danmarks ældste by.

Kig inden for i husene, hjælp husfruen med madlavningen, klap storbondens dyr, skyd med langbue, vær med til krigertræning og meget mere.

Gå en tur på Markedspladsen, år 710, og oplev Ribes første indkøbsgade. Her arbejder og handler sortsmeden, glasperlemageren, pottemageren, sølvsmeden og andre dygtige håndværkere. Prøv at slå jeres egen Ribe-Mønt hos sølvsmeden, kongens møntslager.

I Ribe By, år 825, får I en fornemmelse af bylivet og er velkommen til at gå ind i husene. I det prægtige Tinghus kan I fx opleve et 20 m langt kalkmaleri. Lær vikingernes lege, prøv at arbejde ved træsmedens snittebænk, mal mel, bag fladbrød, og prøv selv at være viking.

I Langhuset på Storgården, år 980, bor storbonden med sin familie. Tag bare plads på bænken i den store hal, hvor suppegryden syder ved ildstedet og sengene er redt op. På marken og i stalden kan I hilse på bondens dyr: Heste, køer, får, gæs, høns og katte.

Læg vejen forbi vikingernes offerplads, hvor I måske lige træffer vølven. På buebanen holder de frygtløse krigere og skjoldmøer til. De er ferme bueskytter, og I må også prøve at skyde til måls. I kan også møde falkoneren og hans lynhurtige rovfugle, og modige børn kan deltage i krigertræningen.

På Ribe VikingeCenter er der ikke glas mellem jer og oplevelserne, så slip fantasien løs og dyk ned i historien.

Se aktiviteter, showtider og events på centerets hjemmeside.

 

Ribe VikingeCenter
Ribe VikingeCenter
Ribe VikingeCenter
Lustrupvej 4 Lustrupholm
6760 Ribe
Tlf: 75 41 16 11
rvc@ribevikingecenter.dk
https://www.ribevikingecenter.dk/
Ribe VikingeCenter
Lustrupvej 4 Lustrupholm
6760 Ribe
Tlf.: 75 41 16 11