Nationalpark Skjoldungernes Land

Nationalpark Skjoldungernes Land

Oplev Sjællands første Nationalpark, Skjoldungernes Land, indviet af Kronprins Frederik.

Efter mere end 10 års arbejde har Sjælland nu fået sin første Nationalpark, Skjoldungernes Land, som blev indviet den 21. marts 2015 af Kronprins Frederik.

Skjoldungernes Land er beliggende ved Lejre, Roskilde og Frederikssund og omfatter fjordlandskabet ved Roskilde Fjord, strandenge, smukke dale, søer og laguner samt de store statsskove og tidligere kongeskove ved Bidstrup. 

I Skjoldungernes Land mærker man historiens vingesus overalt. Lejre-/Roskilde-området er Danmarkshistoriens vugge. Ifølge sagnene holdt de tidlige danske konger (Skjoldungeslægten) til ved Lejre, og siden blev Vikinge-imperiet opbygget fra Roskilde. Roskilde Domkirke, den kristne tids vigtigste bygning, er på UNESCO's liste over verdens kulturarv.

Landskabet i Skjoldungelandet byder på meget forskellige landskabs- og naturtyper, bl.a. fjordlandskab ved Roskilde Fjord og skovhøjlandet med Bidstrupskovene. Begge områder er EU habitatområder. I Skjoldungelandet finder I også slotte og godser, bl.a. Ledreborg Slot, Ryegaard Gods og Sonnerupgaard.

Området byder på et væld af oplevelsesmuligheder i Roskilde- og Lejre-området, bl.a. Vikingeskibsmuseet, Roskilde museum, Lejre Historisk-akæologiske Forsøgscenter og ikke mindst Roskilde Domkirke.

Der er også mange muligheder for at komme ud og lave sjove aktiviteter med børn i naturen. I kan tage på vandreture, fx Midgårdsormen, som er en "balancebane" i Boserup Skov, eller vandre omkring Avnsø, en af Sjællands reneste søer, hvor I også kan bade. Her kan I benytte en badebro, borde og bænke, en gynge og et bålsted. Der findes desuden flere andre gode badestrande i området, fx ved Herslev, Vigen, Veddelev og Bramsnæs.

Endvidere er naturlegepladserne en mulighed for aktiviteter med børnene, og her kan bl.a. nævnes naturlegepladserne i Bidstrupskoven, Boserup Skov og Storskoven ved Hvalsø. Om vinteren er der mulighed for at kælke på bakkerne i området.

Nationalpark Skjoldungernes Land
Lejrevej 15 Allerslev
4320 Lejre
Tlf: 46 46 25 32
npskjold@danmarksnationalparker.dk
https://nationalparkskjoldungernesland.dk/
Nationalpark Skjoldungernes Land
Lejrevej 15 Allerslev
4320 Lejre
Tlf.: 46 46 25 32