Lille museum ved Skarrild Kirke, syd for Herning
Hvis I går forbi kirken, der ligger midt i Skarrild, støder I på et herligt lille museum: 'Skarrild-Karstoft Museum' - også kaldet 'Kirkely'. Museet, som er et besøg værd, er et lille, ca. 130 år gammelt hus med stråtag placeret på det grønne område mellem kirken og hovedgaden. Besøg museet og se bl.a. mindestuen for de 7 allierede piloter, som blev angrebet i deres Lancaster-fly og i august 1944 styrtede ned på en mark i nærheden af Skarrild. Alle omkom ved ulykken og fik af borgerne i Skarrild en kristen begravelse på Skarrild Kirkegård.