Et besøg værd!
Det store anlæg ved havnen består af 2 sluser: den store afvandingssluse og kammerslusen med klapbroen og den store blå bygning - Blåtårn, hvor havneadministrationen holder til. Sluseanlægget, der blev bygget i årene 1928-1931, har gjort, at havnen og Hvide Sande overhovedet har kunnet anlægges og udvikle sig. Afvandingsslusen skal kontrollere vandstanden og saltindholdet i fjorden, mens kammerslusen hjælper skibsfarten mellem hav og fjord - især fiskerfartøjer men også mindre fragtskibe. Årligt sluses der 2.500 skibe gennem det 16,5 m brede anlæg, og det er en oplevelse at kigge på, når broen vippes op, så skibene kan passere.