Sommerhuse i Hejsager

Sommerhus i Hejsager – sommerhus tæt på Haderslev

Lige ud til bugten Sandvig ligger sommerhusområdet ved Hejsager. Fra Hejsager er der blot ni kilometer ind til den gamle, hyggelige købstad Haderslev.

Der er gode muligheder for at holde en aktiv ferie i området omkring Hejsager. Sandvig er som skabt til windsurfing, kajakroning eller lystfiskeri. Det bakkede og skovklædte landskab i området er velegnet til vandreture, cykelture eller rideture. Golf er der også gode muligheder for at spille i området, da der er mange golfbaner i det sønderjyske.

Hejsager Strand og naturen

Hejsager Strand er en sydvendt sandbadestrand med dybt vand. Stranden er 800 meter lang og 15-20 meter bred. Nogle få km mod nord ligger Flovt Strand, som med lavt vand og sandbund er mere børnevenlig.

Lidt mod nord ligger Bankel Nor, der er en 230 hektar stor strandsø. Det var oprindeligt en havbugt som efterfølgende blev afsnøret fra Lillebælt. Der er stadig forbindelse til Lillebælt gennem et 2 kilometer langt udløb, der rammer Lillebælt lige syd for Flovt Strand.

Slivsø, der ligger mod sydvest, blev gendannet som sø i 2004 efter at være blevet afvandet sidst i 50’erne for at blive brugt som landbrugsjord. Efter genskabelsen er fuglelivet vendt tilbage, og der befinder sig 180 forskellige arter omkring søen – blandt andet isfugl og havørn. I søen kan man finde gedder, aborrer og ørreder. Med et gyldigt fiskekort er det tilladt at fiske i den midterste del af søen.

Tæt på sommerhusområdet ligger Hejsager Skov og skovområdet Krinsehave, hvor der begge steder er mulighed for vandreture mellem skovenes træer.  Er man på udkik efter lidt mere skov er det oplagt at køre i retning af Haderslev, hvor den store Pamhule Skov ligger i bunden af fjorden vest for byen.

Udflugtsmål nær Hejsager

Haderslev Dyrehave ligger lidt vest for byen. I området, der er på omkring 100 hektar, går 200 dådyr og 20 krondyr. Der er 4 indgange til dyrehaven og mange stier.

Den lille ø Barsø ligger i Lillebælt ud for Løjt Land. Det er en smuk oplevelse at spadsere rundt om øen. Der er færgeforbindelse fra Barsø Landing.

Den noget større Lillebæltsø, Årø, ligger lidt mod nordøst. Hertil er der færgeforbindelse fra Årøsund.

Et andet spændende udflugtsmål er byen Christiansfeld. Den står på Unescos verdensarvsliste og regnes som den bedst bevarede, at de byer, Brødmenigheden i sin tid byggede over hele Europa.

Legoland og Givskud Zoo og safaripark ligger heller ikke længere væk, end at de begge er oplagte mål for en udflugt.

Den gamle købstad Haderslev er et hyggeligt bekendtskab. Byen har et godt handelsliv og gode restauranter og cafeer. Haderslev Domkirke er en både smuk og historisk bygning. Netop Haderslev var det første sted i Norden, hvor reformationen blev gennemført.

Mod syd ligger en anden gammel købstad, Aabenraa. På et tidspunkt var det centrum for søfart og skibsbyggeri i det sønderjyske, takket være den dybe fjord. Aabenraa er en køn gammel by med smukke huse og mange steder de oprindelige gadeforløb.

Attraktioner nær Hejsager

Givskud Zoo

Givskud Zoo er både en safaripark og en zoologisk have. Der er omkring 55 dyrearter og samlet ca. 700 dyr i Givskud. I safariparken kører man rundt i sin egen bil eller med en safaribus og kommer helt tæt på dyr som giraffer, zebraer og løver. Givskud har også indrettet en dinosauerudstilling med over 50 dinosaurer i naturlig størrelse.

Legoland

Legoland ved Billund er den største danske turistattraktion udenfor København. Legoland er kendt for sit Miniland, hvor legoklodser er brugt til at bygge kopier af kendte steder. Derudover er det en stor forlystelsespark med over 50 forskellige forlystelser.

Kunstmuseet Brundlund Slot

Kunstsamlingen på Brundlund Slot består af flere tusinde værker fra 1700-tallet og op til vor tid. Bag hovedværkerne står blandt andre C.W. Eckersberg og C.A. Lorentzen.

Historiecenter Dybbøl Banke

Historiecenter Dybbøl Banke får man fortalt historien om kampene ved Dybbøl og krigen i 1864.

Området, hvor historiecentret ligger, er en del af Nationalpark Dybbøl Skanser, der stammer tilbage fra 1924.

Cathrinesminde Teglværksmuseum

Ved Broager Vig ligger Cathrinesminde Teglværksmuseum, der er et af de få bevarede ringovnsteglværker i Danmark. Teglværket blev udnævnt til nationalt industriminde i 2007. Museet og landskabet omkring står som et minde om Flensborg Fjords historie som centrum for produktionen af tegl.

Museet på Sønderborg Slot

Ved indsejlingen til Alssund har Sønderborg Slot stået i omkring 800 år og har været centrum for mange begivenheder i Danmark og i grænselandet. Museets udstillinger beskriver blandt andet den nationale historie de seneste 200 år set med sønderjyske briller. Men man bliver også klogere på historien om Christian 2., der sad fanget på slottet i 17 år.

Universe i Nordborg

Universe er en naturvidenskabelig oplevelsespark, hvor man bliver klogere på naturvidenskab og teknologi gennem leg. Universe adskiller sig fra de fleste andre oplevelsesparker ved, at læring er det bærende element. Universe ønsker at skabe begejstring for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri.

Frøslevlejren

Frøslevlejren ved Padborg blev under besættelsen bygget som en interneringslejr for det tyske sikkerhedspolitis fanger i Danmark. I lejren sad flere tusinde danskere indespærret.  Frøslevlejren er en af de bedst bevarede fangelejre fra 2. Verdenskrig.