Sommerhuse i Binderup

Sommerhus Binderup – sommerhus ved Lillebælt

Ved Lillebæltskysten 14 kilometer sydøst for Kolding og ud til en skøn sandstrand ligger sommerhusområdet ved Binderup Stand. Lige ved siden af Binderup ligger et andet populært østjysk sommerhusområde, Grønninghoved Strand. Sommerhusene ligger på en skråning, så mange steder er der udsigt over Lillebælt. Fra sommerhusområdet er der nem adgang Hejlsminde lidt længere ned ad kysten, der er en populær ferieby med lystbådehavn. Der er mulighed for indkøb af dagligvarer i Hejls og i Sjølund.

Der er gode muligheder for at holde en aktiv ferie i området omkring Binderup. Lillebælt er som skabt til windsurfing, kajakroning eller lystfiskeri, og de to skovområder, Grønninghoved Strandskov og Binderup Strandskov er velegnede til vandre- og cykelture. Skamlingsbankestien fører fra Binderup og Grønninghoved Strand op til det smukke naturområde Skamlingsbanken.

Golf er der også gode muligheder for at spille i området, da der er en del golfklubber i området omkring Binderup.

Binderup Strand og naturen

Binderup Strand er børnevenlig sandstrand med lavt vand, sandbund og badebro. Stranden grænser op til et større græsareal, som er oplagt til at spise den medbragte med. Der er badebro og kørestolsrampe på stranden, og der er en cykelrute fra stranden – Vandvejen – hele vejen ind til Kolding.

Lige bag sommerhusområdet ligger Binderup Strandskov og Grønninghoved Strandskov, der blandt andet byder på en dobbelt langdysse fra bondestenalderen.

Skamlingsbanken ligger lige ved siden af. Det er et naturområde med Sønderjyllands højeste punkt – 113 meter over havet. Skamlingsbanken er også et historisk område, hvor kampen for danskheden og det danske sprog i mange år blev markeret. Der er talrige mindesmærker for de mennesker, der stået forrest i den kamp.

Udflugtsmål nær Binderup

Christianfeld, som ligger 14 kilometer fra Binderup, er en helt speciel by, der er optaget på Unescos Verdensarvsliste. Store dele af byen står, som da den blev bygget. Byen, der blev grundlagt i 1773, regnes for at være den bedst bevarede af de gamle Brødremenighedsbyer i Europa.

Kolding, der er den nærmeste større by, ligger smukt i bunden af Kolding Fjord. Byen har mange gode specialbutikker og et hyggeligt bymiljø. Kolding er især kendt for det gamle slot Koldinghus, kunstmuseet Trapholt samt Legeparken, hvor der er legepladser og mulighed for at udfolde sig fysisk.

Den gamle købstad Haderslev er også et hyggeligt bekendtskab. Byen har et godt handelsliv, gode restauranter og cafeer. Haderslev Domkirke er en både smuk og historisk bygning. Netop Haderslev var det første sted i Norden, hvor reformationen blev gennemført.

Haderslev Dyrehave ligger lidt vest for byen. I området, der er på omkring 100 hektar, går 200 dådyr og 20 krondyr. Der er 4 indgange til dyrehaven og mange stier.

Legoland og Givskud Zoo og safaripark ligger heller ikke længere væk, end at de begge er oplagte mål for en udflugt.

Attraktioner nær Binderup

Koldinghus

Det over 750 år gamle slot i Kolding var i mange år et af landets vigtigste kongeslotte. Det brændte i 1808, og stod i mange år som en ruin, inden det blev restaureret og i dag fremstår som et moderne museum med internationale særudstillinger.

Trapholt

Trapholt er museum for moderne kunst, kunsthåndværk og design ved Kolding fjord. Trapholt har skiftende udstillinger og råder blandt andet Danmarks største stolesamling på mere end 500 stole fra det 20. århundrede.

Givskud Zoo

Givskud Zoo er både en safaripark og en zoologisk have. Der er omkring 55 dyrearter og samlet ca. 700 dyr i Givskud. I safariparken kører man rundt i sin egen bil eller med en safaribus og kommer helt tæt på dyr som giraffer, zebraer og løver. Givskud har også indrettet en dinosauerudstilling med over 50 dinosaurer i naturlig størrelse.

Legoland

Legoland ved Billund er den største danske turistattraktion udenfor København. Legoland er kendt for sit Miniland, hvor legoklodser er brugt til at bygge kopier af kendte steder. Derudover er det en stor forlystelsespark med over 50 forskellige forlystelser.