Sommerhuse i Orø

Sommerhus på Orø

Den lille og naturskønne ø Orø ligger inderst i Danmarks næststørste fjord Isefjord, kun få km fra fastlandet. På den 14 km2 store Orø finder I ro, frisk luft, hyggelig ø-stemning, en dejlig og særpræget natur, et rigt dyreliv, gode fiskemuligheder, strand, smukke, gamle landsbymiljøer, snævre gyder og velbevarede bindingsværkshuse. Øens charmerende 'hovedstad' Bybjerg byder på en historisk kirke, et egnsmuseum, gode indkøbsmuligheder og en kro. Flere steder langs øens veje sælges der produkter fra gårdene. På Orø kan I slappe af, vandre i naturen, dyrke vandsport, fiske, studere fugle eller nyde den helt specielle atmosfære, som findes på en ø. Orø er forbundet med fastlandet via 2 forskellige færgeforbindelser. Overfarten mellem Orø og Hammerbakke på fastlandet mod øst varer under 10 minutter, og færgen sejler flere gange i timen. Overfarten til Holbæk varer ca. 30 minutter.


Stranden og naturen på Orø

Orøs eneste badestrand 'Orøstrand' er beliggende ved Nørrestænge på den nordvestlige del af øen. Stranden er en god og ren sandstrand med god vandkvalitet.
Orø er præget af frodig natur med mange markerede vandrestier, vidtstrakte strandenge, kystskrænter, småskove, beplantninger og marker. Øen har et rigt fugleliv, da landskabet byder på rigeligt med føde, raste- og ynglepladser. Derudover kan I på Orø støde på rådyr, ræve, harer, fasaner, vandrotter, muldvarpe og den særprægede, grønbrogede fløjtetudse, som fløjter i forsommeren. De højeste steder på øen er bakkerne Møllebjerg (29 m), Stensbjerg (28 m) og Elnebjerg (26 m).


Aktiviteter på Orø

De 14 km vandrestier fører jer rundt på øen og giver jer mulighed for at opleve naturen på nært hold. Da Orø er omgivet af vand, er det oplagt at tage på sejltur eller selv at sejle en tur i robåd eller kano på Isefjord. Øen tilbyder også en minigolfbane. I kan leje joller og cykler samt deltage i rideture på øen. Der er gode fiskemuligheder overalt langs øens kyster.


Attraktioner på øen

Orø Kirke i Bybjerg blev opført i midten af det 12. århundrede og indeholder bl.a. en smuk, gammel døbefond og en jomfru Maria figur. Bag kirken finder I det lille museum 'Ourø minder', som er indrettet i øens tidligere fattighus. Her vises en lokalhistorisk samling af forskellige folkeminder, gamle brugsgenstande, billeder af en pragtøkse fra vikingetiden og en kopi af et stort guldkors fra Orø. Naturskolen ved Orøstrand har etableret en 40 tdr. land stor dyrepark/mini-zoo med savanne, og her kan I opleve 55 forskellige dyrearter og ca. 550 dyr.


Udflugtsmål nær Orø

Fra Orøs lille havn Brønde kan I sejle til Holbæk, som er en moderne handelsby med hyggelige stræder og gamle, restaurerede huse. Sejlturen er meget smuk og varer ca. en halv time. I Holbæk kan I bl.a. shoppe, opleve stemningen i byens hyggelige marina og besøge et museum, der består af 13 historiske bygninger, og som byder på musik og teater i museumsgården.
Følg evt. den idylliske sti Strandmøllevej fra centrum og ned langs med fjorden til marinaen. På vikingeskibsmuseet i Roskilde kan I opleve skibe fra vikingetiden, vikingeskibskopier samt andre nordiske brugsbåde. Museet har desuden egen ø og havn (32 km fra Hammerbakke). Besøg København med det levende kulturliv, museer, musik, teatre, gallerier, forlystelser og gågaden 'Strøget'. Her findes attraktioner som f.eks. Tivoli, Planetarium, Experimentarium, Glyptoteket, Rosenborg Slot med kronjuvelerne, København Zoo og meget mere (66 km fra Hammerbakke).