Velkommen til Sol og Strand sommerhusudlejning i hele Danmark
70 10 01 60
 

Sommerhusudlejning Venø - en dejlig ferie i sommerhus

Sommerhus Venø, Limfjordslandet, Danmark udlejes her!

 

Generel

Venø er 7,5 km lang og 1,5 km bred og beliggende i Venø Bugt i Limfjorden - ud for Struer. Den hyggelige, alsidige og meget naturskønne ø byder bl.a. på badestrande, hedelandskaber, skovområder, et sjældent rigt fugle- og dyreliv, vildtfuglereservatet Nørskov Vig, en lille fiskeri- og bådehavn, en kro, en købmandshandel og Danmarks mindste kirke. En færge sejler flere gange i timen fra Kleppen, som ligger ca. 5 km nord for Struer, og overfarten varer 3 min. På Venø Kro, som ligger på vestsiden af øen, kan I afprøve specialiteten Venø Bøf. 5 km fra Venø byder Struer på butikker, restauranter, seværdigheder og Limfjordens største lystbådehavn.

Strand

På begge sider af øen finder I børnevenlige badestrande med læfyldte områder. På østsiden af øen kan I besøge stranden ved lejrskolen Firbjergsande samt stranden ved campingpladsen, hvor der ligeledes findes en lang badebro. På vestsiden kan der bades på begge sider af Venø Havn.

Natur

Den skønne og alsidige natur på Venø er præget af strande, bakketoppe, slugter, skrænter, granskove, lyngklædte hedeområder samt et rigt dyre- og fugleliv med harer, fasaner, agerhøns, sang-, kyst- og vadefugle. Ligeledes er Venø kendt for sine mange sommerfugle. En række karakteristiske høje præger øen, og overalt kan I nyde naturen langs de afmærkede stier. Øens vildtfuglereservat Nørskov Vig kan besøges efter 15. juli hvert år og her kan I opleve et rigt fugleliv, bestående af sangfugle, vadefugle, måger og fasaner. Ved efterskolen kan I besøge et interessant naturcenter med en udstilling.

Aktivitet

Venø indbyder til badning og andre strand- og vandsportsaktiviteter, så som f.eks. sejlads og surfing på fjorden. Overalt på øen er der gode vandremuligheder. Den varierede natur, som primært findes på vestsiden af øen, indbyder til gåture langs de mange markerede stier. De små veje er ideelle for cyklister. Lystfiskere har gode betingelser hele vejen langs Venøs kyster. Derudover kan der fiskes fra en båd på fjorden. Struer Golfklub ligger ved Humlum, 6 km fra færgen til Venø. Klubben tilbyder både en smuk, let kuperet 18-hullers sea-side bane samt en 9-hullers Pay & Play bane. I Lemvig og Holstebro, begge 22 km herfra, finder I endnu to dejlige golfbaner.

Attraktion

Venø Billedværksted er et kombineret galleri og værksted, hvor I kan beundre kunstneren Lis Jensens malerier, der er inspireret af naturen på Venø. Den hyggelige, hvidkalkede Venø Kirke måler 9,5 x 4,2 m og er såvel den ældste bygning på Venø som den mindste kirke i Danmark. Besøg Struer, som ud over at have Limfjordens største lystbådehavn, også byder på et hyggeligt byliv samt flere gallerier og seværdigheder. Det kulturhistoriske museum Struer Museum er indrettet i byens ældste ejendom, Torngård, og her kan I bl.a. opleve en gammel bondestue, en flaskeskibs-udstilling, en oldtids-udstilling og en udstilling om B&O (5 km). På Kunst og Kulturcenter Gimsinghoved ved Struer kan I se de interessante, skiftende udstillinger.

Udflugt

Hjerl Hede Frilandsmuseum ved Vinderup er et spændende og levende museum for hele familien. Se bl.a. hvordan dagliglivet på landet for 150 år siden bliver levendegjort (29 km) Ved Vemb finder I den velbevarede herregård Nørre Wosborg, som i dag fungerer som museum. Herregården er mere end 700 år gammel og ligger omgivet af en voldgrav (31 km). Vejlby Sommerpark er en forlystelsespark med hesteudlejning, fiskesø, mini-cross, hestevognskørsel, mini-zoo, motocross og minigolf (38 km). I Thyborøn ligger Jyllands Akvariet, hvor I kan klappe en haj på hovedet og holde en krabbe i hånden, Kystcentret, som er et spændende oplevelses- og formidlingscenter for hele familien samt Sneglehuset; et hus, som er dekoreret med millioner af skaller både indvendigt og udvendigt (47 km). Jesperhus Blomsterpark er nordens største blomsterpark med farverige blomsterarrangementer, junglezoo med bl.a. smukke tropefugle samt pirat-, lege- og vandland med diverse aktiviteter (62 km).

 

Forfatter:


Copyright © 2003-2017 Sol og Strand Feriehusudlejning A/S


0 Sommerhuse i Venø

Søg sommerhus