Sommerhuse i Amtoft

Sommerhus Amtoft

Lige ud til Amtoft Vig i den nordlige del af Løgstør Bredning ligger sommerhusområdet ved Amtoft. Området har en god strand, en hyggelig lystbådehavn, og der er mulighed for at købe dagligvarer.

Amtoft ligger smukt og fredeligt midt i naturen med Limfjorden i forhaven. Her er gode muligheder for at bade, fiske, surfe, ro kajak, vandre eller cykle, og golfspillere kan slå sig løs på banerne i Thisted eller i Fjerritslev. Lystfiskere har flere steder at forsøge sig. Der er frit valg mellem Vesterhavet og Limfjorden, men der ligger også flere put and take-søer i området.

Amtoft strand og natur

Der ligger en god Limfjordsstrand med groft sand og sten ved Amtoft, der er også en badebro, så man kommer hurtigere ud på det dybere vand. Trækker Vesterhavet ligger Lild Strand 19 km væk. Stranden ved Lild er omkring 50 meter bred og skærmet af en klitrække.

Amtoft ligger ved Vejlerne, der er Nordeuropas største fuglereservat. Ved Vestkysten lidt nord for Amtoft, ligger Danmarks eneste fuglefjeld, det 47 m høje Bulbjerg, der er beboet af havfugle og hvorfra der er en fremragende udsigt over Jammerbugten.

Nationalpark Thy med sin specielle natur og vilde dyreliv ligger også tæt på.

Udflugter nær Amtoft

Thisted, den største by i Thy, er altid et besøg værd. Her er et godt handelsliv og flere gode spisesteder.

Ved Østerild ligger et testområde, hvor kæmpestore havvindmøller bliver testet.  Det er muligt at komme helt tæt på møllerne og blive klogere på vindenergi i besøgscentret.

I landsbyen Øsløs, 4 km øst for Amtoft, ligger en række velbevarede bondeskipperhuse fra 1800-tallet. Her ligger også forfatteren Johan Skjoldborgs barndomshjem, der er indrettet til museum.  

I Thy ligger Hundborgstenen – en 170 ton tung vandreblok, der kom til fra Larvik-området i Norge under istiden. Og lidt derfra ligger den gamle hollandske vindmølle Faddersbøl Mølle.

I Doverodde ligger en 150 år gammel og velbevaret købmandsgård. I dag er Statens Museum for Kunst rykket ind i dele af bygningerne.  Fra den høje silo på grunden er der en fremragende udsigt over Limfjordslandet.

Heltborg Museum lidt udenfor Hurup er indrettet i en gammel skole. Det er et kombineret lokal- og kunstmuseum, hvor folk langvejs fra kommer for at se Jens Søndergaards malerier.

Kystbyer som Agger og Klitmøller i Thy er altid spændende at besøge. Klitmøller er et af de foretrukne steder for surfere, så her er altid noget at se på.

Attraktioner nær Amtoft

Bunkermuseet ved Bulbjerg

Bunkeren ved Bulbjerg var en observationsbunker under 2. Verdenskrig. Den er i dag indrettet som et lille, gratis museum. Der er flere minder fra krigen i området. Eksempelvis er den spor efter mandskabsbunkere, fundamenter til maskingeværstillinger samt betonveje. Derudover er der en fremragende udsigt over havet fra den 47 meter høje kalkstensknude, der samtidig er Danmarks eneste fuglefjeld.

Bunkermuseum Hanstholm

Museet er Nordeuropas største befæstningsanlæg fra 2. Verdenskrig. Det blev bygget i 1941 og skulle sammen med et tvillingebatteri ved Kristiansand i Norge spærre indsejling til Skagerrak. Anlægget er på 2.500 kvadratmeter og flere af rummene er ført tilbage til deres oprindelige udseende.

Nordsø Akvariet i Vorupør

I Nordsø Akvariet kommer man helt tæt på livet under havets overflade i Nordsøen. Fiskene er bragt i land af lokale fiskere. I bassinerne er der over 70 forskellige slags fisk - eksempelvis hajer, torsk, rødspætter og ål. Der er også et rørebassin, hvor det er muligt at klappe små hajer og andre fisk.

Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum

Det bedst bevarede landbryggeri i Nordeuropa ligger i Fjerritslev. Det var her, at P. Kjeldgaard i slutningen af 1800-tallet byggede sit bryggeri, der var den eneste bygning i to etager på vejen mellem Aalborg og Thisted. Fjerritslev har siden 2019 kaldt sig Bryggerbyen.

Jespershus Blomsterpark

Jespershus er Skandinaviens største blomsterpark er fyldt med stauder, roser, sommerblomster, sukkulenter og kæmpestore blomsterfigurer. Men her er mere end blomster. Midt i parken ligger Piratlandet med masser af forlystelser. 6000 m2 er overdækket med zoo med Tarzansti, 4D-biograf og Jungledyret Hugoland.