Sommerhusudlejning Korinth - en dejlig ferie i sommerhus

Sommerhus Korinth, Fyn og øer, Danmark udlejes her!

 

Generel

Korinth er beliggende på det naturskønne Sydfyn, omgivet af søer, skov, rhododendron og Brahetrolleborg Slot. Den smukke beliggenhed førte i 2005 til, at Korinth blev kåret som årets landsby. Korinth er blandt andet kendt for sine mange rhododendrons, som forskønner hovedvejen samt byens haver samt Brahetrolleborg Slotshave. Ved Korinth finder I desuden Fyns største sø Arreskov sø, Renæssanceborgen Arreskov samt Brahetrolleborg Slot, Slotshave og Slotskirke, som blev bygget af en munkeorden i 1200-tallet. Landsbyen er ligeledes omgivet af Fyns største skovareal. Der er gode indkøbsmuligheder i Korinth og 9 km herfra ligger Fåborg, som byder på byliv, badestrande, kultur, indkøbs- og spisemuligheder.

Strand

Ved Fåborg (9 km) kan I bade ved blandt andet Klinten Strand - en rigtig dejlig sandstrand med sandbund, dybt vand og Blåt Flag, samt Hesseløje Strand med fint sand, lavt vand og sand-/stenbund. Med sit lave vand er Hesseløje Strand meget børnevenlig. Omkring Fåborg finder I flere gode, mindre badestrande. Fælles for alle disse strande er, at der er virkelig gode forhold for windsurfere her. Sinebjerg Strand er en god og børnevenlig badestrand, og her kan I leje både og kajakker (5 km syd for Fåborg).

Natur

Korinth er omgivet af Fyns største skovareal samt flere smukke søer. Med sine næsten 3 kvadratkilometer er Arreskov Sø den største sø på Fyn. Fra søen udspringer Odense Å, som løber 60 km gennem Fyn, blandt andet gennem Odense centrum. Søllerup Skov byder på et kuperet landskab med gamle nåle- og løvtræer samt rislebækken. Svanninge Bakker, også kaldt ’De Fynske Alper’, ligger mellem Korinth og Fåborg. Området er et smukt og kuperet skovlandskab med lyngklædte bakker og et net af cykel- og vandrestier. Her findes desuden en stor naturlegeplads samt et udsigtstårn med en udstilling om Svanninge Bakker. Det fredede Bøjden Nor er et fuglereservat, hvor omkring 50 forskellige fuglearter kan observeres. Langs strandengene kan I følge en afmærket vandresti, og fra et observationsskjul har I mulighed for at opleve fuglelivet på nært hold (16 km).

Aktivitet

Når I holder ferie i Korinth kan I tage en tur med det lokale veterantog, som kører mellem Korinth og Faaborg. Turen går gennem det smukke landskab og standser ved flere små trinbrætter undervejs. Golfspillere kan afprøve den 18-hullers bane hos Fåborg Golfklub, som ligger tæt ved Korinth. Banen siges at være en af Danmarks smukkest beliggende. Området omkring Korinth indbyder til cykel- og traveture i den smukke natur. Der er gode betingelser for windsurfing hele vejen langs Horne Lands kyst. Området er også interessant for lystfiskere, da mulighederne for kystfiskeri er virkelige gode langs hele Horne Land. I kan også tage på havfiskeri med kutter fra Fåborg eller fiske i Svanninge Put & Take ved Fåborg. Fra Fåborg kan I tage med færgen til øerne Ærø, Avernakø, Lyø og Bjørnø.

Attraktion

Besøg den gamle rhododendronpark ved Brahetrolleborg Slot. Parken blomstrer sidst på foråret og er et eventyrligt smukt syn fra maj til august. Kaleko Vandmølle er Danmarks ældste, fungerende vandmølle, som ligger meget naturskønt i sine oprindelige omgivelser (8 km). I Fåborg finder I et idyllisk købstadsmiljø med brostensbelagte gader, smukke byhuse og gamle købmandsgårde samt en hyggelig og livlig havn. Her kan I blandt andet besøge Fåborg Arrests fængselsudstilling, Fåborg Miniby, Fåborg Museum for Fynsk Malerkunst og den smukke købmandsgård Den Voigtske Gård (9 km).

Udflugt

På det smukke Egeskov Slot ved Kværndrup kan I blandt andet opleve skønne haveanlæg, en kæmpe labyrint og flere museer (13 km). Besøg H.C. Andersens fødeby Odense; en moderne og stemningsfuld by med mange oplevelsesmuligheder i form af musik, teater, gøgl på byens torve, gågader, caféer, restauranter og værtshuse (32 km). I Odense Zoo kan I blandt andet opleve en særlig chimpanseafdeling og et stort Oceanium. Den Fynske Landsby ved Odense er et landbygningsmuseum, der viser et fynsk landsbymiljø omkring år 1850.

 

Forfatter:


Copyright © 2003-2017 Sol og Strand Feriehusudlejning A/S


0 Sommerhuse i Korinth

Søg sommerhus