Sommerhuse i Bagenkop

Sommerhusudlejning i Bagenkop - en dejlig ferie i sommerhus

Bagenkop på den sydlige del af Langeland byder på en god strand, en hyggelig lystbådehavn med røde havnehuse samt dejlige sommerhuse og ferielejligheder. Bagenkop er omgivet af vand, natur, vilde heste, og der er ikke langt til interessante seværdigheder.

Aktiv fiskeri- og turistby

Bagenkop på Sydlangeland er Syddanmarks største fiskerihavn. Her er både et aktivt fiskemiljø og moderne havnefaciliteter for lystsejlere. Hvert år anløbes havnen af 8000 lystbåde og skonnerter.

Om sommeren sørger de lokale og de mange gæster for, at der er en livlig stemning på havneområdet.

Samtidig ligger Bagenkop tæt på nogle af Langelands store attraktioner. Koldkrigsmuseet Langelandsfortet ligger fire kilometer væk, og der er fem kilometer ned til Gulstav Mose med de vilde heste.

Aktivitetsmulighederne er mange på Langeland og området ved Bagenkop. Man kan bade, windsurfe, dykke, fiske, vandre cykle og spille golf.

Stranden og naturen

Bagenkop Strand ligger nord for Bagenkop ud mod Marstal Bugt. Stranden er 650 meter lang og et sted mellem 20 og 30 meter bred. Det er en sandstrand, men på den sydlige del kan der forekomme en del mellemstore sten. Selve havbunden er fint sand. Stranden er med sit rolige vand børnevenlig.

Den bedste strand på Langeland ligger ved Hesselbjerg nogle få kilometer fra Bagenkop. Her er fint sand, klitter og lavt vand.

Dovns Klint lige syd for Bagenkop er det sydligste udflugtsmål på Langeland. Med sin højde på 15 meter skaber den en dramatisk overgang fra land til havn. Dovns Klint er en hatbakke, der er blevet delvist spist af havet. Hatbakker er rækker af små runde bakker, der er resultatet af øens møde med en gletsjer under istiden.  Der er over 1000 bakker på Langeland, som ligger i otte-ti parallelle rækker i nord-sydgående retning.

Den sydlige del af Langeland ligger på en af trækfuglenes hovedvej mellem Skandinavien og vinterkvartererne længere mod syd. Fra Dovns Klint er der mindre end 40 kilometer til Tyskland, og da fugle foretrækker at flyve over land, lægger de turen forbi det sydlige Langeland.

Udflugter

På sydspidsen af Langeland er det muligt at støde på vilde heste.

Ved Gulstav Mose er der et indhegnet område med åbne græssletter, søer, moser og skov, som bliver afgræsset af heste af exmoor-racen. De klarer sig selv hele året rundt stort set uden, at vi mennesker blander os. Er vinteren særlig hård bliver der dog fodret en smule. Det er Naturstyrelsen, der har valgt at sætte hestene ud for at sørge for sikre, at området ikke springer i skov, men fortsætter med at være græsland med lysåbne skove og krat. Man kan næsten altid få øje på hestene, hvis man bestiger hatbakken Ørnehøj, der ligger tæt på p-plasen ved Gulstav Mose på Gulstavvej.

Man kan også støde på vilde heste ved Klise Nor nord for Bagenkop, ved Flådet syd for Tranekær og ved Skovsgaard nordvest for Humble.

Ikke langt fra Bagenkop ligger Langelandsfortet, der blev opført under den kolde krig i 50’erne. Fra fortet skulle man stå for den militære kommando over samt overvågningen af Østersøområdet. Langelandsfortet blev nedlagt i 1993 og har i dag en række permanente udstillinger og skiftende særudstillinger. Eksempelvis kan man på fortet se det sovjetiske kampfly MiG-23. Man kan også se det studie, Danmarks Radio skulle sende fra, hvis 3. Verdenskrig var brudt ud.

Bagenkop har ”Fiskeriets Hus”, hvor man i en simulator kan få lov at sejle en fiskekutter gennem Bagenkop Havn. Fiskeriets Hus fortæller fiskeriets historie, og hvordan erhvervet har udviklet sig frem til i dag.

Den største by på Langeland er Rudkøbing. Den over 700 år gamle købstad har bevaret mange af de gamle huse, og i den historiske del af byen er små gader med brosten. Der er flere spisesteder i Rudkøbing og et godt museum med fokus på Langelands fortid. I Rudkøbing finder man også en udstilling om det berømte bysbarn, opdageren af elektromagnetismen H.C. Ørsted. Bag udstillingen står H. C. Ørstedselskabet, der fortæller om Ørsteds liv, hans familie og hans mange opdagelser. På udstillingen er det muligt selv at eksperimentere med elektromagnetisme. 

Der er broforbindelse fra Langeland til Tåsinge, som derfor er et oplagt mål for en udflugt. Romantiske sjæle kan besøge Sixtens Sparre og Elvira Madigans gravsted på Landet Kirkegård. Eller smutte forbi det meget smukke Valdemars Slot, der er et af landets største private slotsanlæg. Det er for tiden lukket for offentligheden. Og fra Tåsinge er der ikke langt til hovedstaden i det Sydfynske Øhav, Svendborg.

Attraktioner:

Koldkrigsmuseum Langelandsfort

Langelandsfortet er i dag omdannet til et koldkrigsmuseum.  Den permanente udstilling fortæller historien om dengang verden var delt op i to. Udstillingen fortæller også, hvor stor den militære trussel var fra de gamle østlande.

Langelands Museum

Langelands Museum udstiller fund og genstande fra oldtiden op til nyere tid. Alle genstandene er fra museets arbejdsområde, som er Langeland og Strynø. Blandt andet kan man høre om en af verdenshistoriens første tandbehandlinger. For 3000 år siden blev en tand boret med et drilbor med flintesten.

Skovsgaard Museer

Skovsgaard Gods, der ligger på Sydlangeland, har to faste udstillinger samt skiftende kunstudstillinger. Den ene faste udstilling fortæller, hvordan godsejerne og hvordan tjenestefolkene levede deres liv.

I en af de gamle stalde udstiller ”Foreningen Langelands Traktor- og Maskinsamling” maskiner, som tidligere blev brugt i landbruget.

Tobaksladen

Mellem Tranekær og Rudkøbing ligger en tobakstørrelade, der er en af de få bevarede tørrelader fra 2. verdenskrig, hvor danske landmænd slog sig på avl af tobak.