Langø ligger på nordvestsiden af halvøen Hindsholm, der er kendt for sin enestående natur og sit rige dyreliv.

Lige syd for Fyns Hoved, og midt mellem hav og fjord, ligger dette dejlige ferieområde med uspoleret natur, strand, et rigt fugleliv og gode fiskemuligheder. Hindsholm byder desuden på maleriske landsbyer, store herregårde og flere fortidsminder.
Der er indkøbsmuligheder i byen Martofte, 5 km fra Langø, og 16 km væk ligger den hyggelige handelsby Kerteminde, hvor I kan shoppe, spise og gå på sightseeing.

Strande

Den 1-2 km lange strand i bugten ved Langø er en sandstrand med sten. Vandet er lavt og stedet er særdeles velegnet til windsurfing, da vinden fra havet blæser ind over den flade landtange, der adskiller havet fra fjorden.
Ved Kerteminde findes der badestrande både syd og nord for havnen. Der er sandbund og stranden er meget børnevenlig. Vandet er meget rent, og der flages med Blåt Flag.

Natur

Langø er beliggende på en landtange, som er omgivet af havet på den ene side og fjorden på den anden. Det er muligt at vandre helt ud til spidsen af landtangen, Langø Hoved.
Halvøen Hindsholm er generelt præget af et enestående landskab med et rigt dyre- og fugleliv. Hele den nordlige del af halvøen er et vigtigt yngleområde for fugle. Halvøen er flere steder meget flad, men mod nord er der bakker og høje skrænter ud mod vandet.

Aktiviteter

Området egner sig godt for cykelture. Prøv f.eks. turen til Fyns Hoved, hvor I kan opleve en pragtfuld natur og et rigt dyreliv.
Den nordligste spids af Hindsholmen er nok det område på Fyn, som har de bedste fiskepladser. Fiskepladserne ligger som perler på en snor langs kysten fra Langø til spidsen af Fyns Hoved.
I Kerteminde kan I spille tennis, petanque og minigolf, stå på vandski, dykke og spille beach-volley.
Desuden er det muligt at tage på havfiskeri med kutter fra Kerteminde. Fra Kerteminde Havn kan I også sejle en tur ud til den naturskønne Romsø.
Indenfor en radius af 35 km findes der hele 3 golfbaner: Sct. Knuds Golfklub i Nyborg,
Odense Eventyr Golf og Odense Golfklub.

Seværdigheder

Yderst på nordspidsen af Hindsholm ligger galleriet 'På Hovedet'. Galleriet er kombineret med atelier, restaurant, cirkusinspiration og skøn beliggenhed.
Mellem Langø og Fynshoved finder I Mårhøj Jættestue, som er Danmarks største gravhøj.
Viby på Hindsholm er en af de mest velbevarede landsbyer på Fyn med bl.a. bindingsværkshuse og en nyrenoveret hollandsk vindmølle, som i sommerperioden er i drift (11 km).
Den 1000 år gamle Kerteminde er en livlig og charmerende handelsby med fiskerihavn, en stor og hyggelig marina, spændende forretninger, spisesteder og seværdigheder. Der er en helt speciel atmosfære i byens smalle gader og stræder med de farvestrålende små huse, de gamle købmandsgårde og de røde tage (16 km).

Udflugtsmål

Farvergården i Kerteminde var oprindeligt en gammel købmandsgård fra 1630. Museet rummer i dag bl.a. en bondestue og en borgerstue fra 1820 (16 km).
I Fjord- & Bæltcentret i Kerteminde kan I opleve havets mysterier set med en dykkers øjne fra en 50 m lang undervandstunnel eller komme i kontakt med f.eks. marsvin fra den udendørs bro (16 km).
Besøg H.C. Andersens fødeby Odense; en stemningsfuld by med mange oplevelsesmuligheder i form af musik, kultur, teater og gøgl (31 km).
I Odense Zoo kan I bl.a. opleve en særlig chimpanseafdeling og et stort Oceanium. Den Fynske Landsby ved Odense er et landbygningsmuseum, der viser et fynsk landsbymiljø omkring år 1850.
Terrariet i Vissenbjerg har Skandinaviens største samling af levende krybdyr og padder fra hele verden. Over 60 terrarier med krokodiller, slanger, fugleedderkopper og leguaner. I haven finder I aber, kænguruer, vaskebjørne og geder (53 km).

Kort: © 2001-2012 Microsoft Corporation. Tekst og foto: Copyright © 2003-2012 Sol og Strand Feriehusudlejning A/S
Tip en ven

Søg og bestil

Rejsemål
Periode Klik for at bruge kalenderen Antal gæster
 
Udvidet søgning
 
Nulstil
Nyhedsbrev
Indtast din
e–mail adresse herunder og bliv opdateret på tilbud og oplevelser

Giv feedback

Fandt I de ønskede oplysninger, eller mangler I nogle informationer? Jeres feedback er vigtig for os - vi bruger den til at gøre alt omkring jeres ferie bedre.
Ønsker I et svar på jeres feedback?
Ja, på e-mail
Nej